Specialkonsulent var ikke selvtilrettelægger

Specialkonsulent i et ministerie kunne ikke anses for at være selvtilrettelægger og var derfor ikke undtaget fra 48-timersreglen – men reglen var ikke overtrådt.

Skrevet af

Det følger af EU’s arbejdstidsdirektiv, at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en 7-dages periode ikke må overstige 48 timer, inklusive overarbejde. På det statslige overenskomstdækkede område er arbejdstidsdirektivet implementeret ved kollektiv aftale (kaldet ”implementeringsaftalen”), og det følger heraf, at den gennemsnitlige arbejdstid beregnes over en 4-måneders periode, medmindre det er aftalt, at den skal opgøres over en periode, der overstiger 4 måneder.

Implementeringsaftalen fastlægger desuden en række undtagelser til 48-timersreglen, bl.a. for medarbejdere, der har væsentlig indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, de såkaldte ”selvtilrettelæggere”. En tilsvarende undtagelse kom sidste år også ind i arbejdstidsloven.

I denne sag skulle den faglige voldgift tage stilling til, om en specialkonsulent i et ministerie kunne anses for en selvtilrettelægger i arbejdstidsdirektivets og implementeringsaftalens forstand, og dermed hvorvidt vedkommende var omfattet af 48-timersreglen.

Specialkonsulenten havde over en periode på 8 måneder arbejdet mere end 48 timer om ugen og lagde på den baggrund sag an mod ministeriet med påstand om bod for brud på overtrædelse af 48-timersreglen.

Ministeriet henviste på sin side til, at specialkonsulenten var selvtilrettelægger og derfor ikke var omfattet af 48-timersreglen. Derudover mente ministeriet, at hvis specialkonsulenten ikke kunne anses for at være selvtilrettelægger, var referenceperioden for 48-timersreglen 12 måneder og ikke 4 måneder.

Selvtilrettelægger?
Opmanden vurderede i sin afgørelse spørgsmålet om status som selvtilrettelægger ud fra arbejdstidsdirektivet, EU-Domstolens retspraksis og en fortolkningsmeddelelse om direktivet, som er udarbejdet af EU-Kommissionen. Opmanden fandt, at stillingen som specialkonsulent ikke kunne indeholdes i de eksempler på stillingskategorier, som er undtaget fra 48-timersreglen, hvilket bl.a. omfatter visse højtstående ledere, visse eksperter, erfarne advokater i et ansættelsesforhold eller akademikere, der har betydelig frihed til at bestemme deres arbejdstid.

Særligt bemærkede opmanden, at udtrykket ”akademikere” i første række sigter til forskere mv., og ikke til akademisk uddannede medarbejdere i almindelighed.

Selvom specialkonsulenten havde haft mulighed for fleksibilitet og selvtilrettelæggelse i udførelsen af sit arbejde, havde specialkonsulentens indflydelse på arbejdstidens længde og arbejdets tilrettelæggelse ikke et omfang, så specialkonsulenten kunne anses som selvtilrettelægger, og dermed gjaldt 48-timersreglen.

Referenceperioden for 48-timersreglen
Om hvorvidt referenceperioden skulle være 4 eller 12 måneder, fandt opmanden, at det ikke er et krav efter implementeringsaftalen, at det skal være udtrykkelig fastsat i kollektiv overenskomst eller aftale, at der skal gælde en referenceperiode i forhold til 48 timers-reglen på mere end 4 måneder. Man må derfor se på, hvordan arbejdstid generelt opgøres på det pågældende område.

Da godtgørelse for merarbejde for bl.a. specialkonsulenter opgøres over en 12-månders referenceperiode, fandt opmanden, at der for specialkonsulenten også gjaldt en referenceperiode for 48-timersreglen på 12 måneder.

Specialkonsulentens arbejdstid oversteg ikke 48 timer om ugen set over en referenceperiode på 12 måneder, og dermed blev ministeriet frifundet.

Norrbom Vinding bemærker:

Kendelsen, der så vidt ses er den første om forståelsen af begrebet ”selvtilrettelægger” efter ændringen af arbejdstidsloven i 2024, illustrerer, at anvendelsesområdet for denne undtagelse til 48-timersreglen særligt for ikke-ledende medarbejdere er forholdsvis snævert og kun omfatter medarbejdere med en stor grad af selvbestemmelse i forhold til arbejdstidens omfang og tilrettelæggelse.

Derudover fastslår opmanden i kendelsen, at akademisk uddannede medarbejdere generelt ikke kan være omfattet af undtagelsen for selvtilrettelæggere, fordi udtrykket ”akademikere” skal forstås som medarbejdere beskæftiget med forskning mv., og ikke medarbejdere med en akademisk uddannelse.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.