Ny adresse – samme vilkår

En ændring af tjenestested for to ansatte i en region indebar ikke en væsentlig ændring af stillingen og kunne derfor gennemføres uden varsling med opsigelsesvarslet.

Skrevet af

Efter overenskomsten for akademikere i regionerne gælder det, at ændringer i ansættelsesvilkår, som har karakter af væsentlige stillingsændringer, kun kan gennemføres med respekt af medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel. I denne faglige voldgift skulle opmanden tage stilling til, om en regions beslutning om at tilføje nye faste tjenestesteder til to medarbejderes stillinger udgjorde en sådan væsentlig ændring, at det udløste et krav om varsel efter opsigelsesvarslet.

Sagen angik dermed det centrale spørgsmål, hvornår en geografisk ændring af arbejdstilrettelæggelsen går ud over, hvad medarbejdere er forpligtede til at tåle som led i ansættelsesforholdet.

Flytning til flere matrikler og bortfald af kørselsgodtgørelse
De to medarbejdere havde begge hidtil haft ét fast tjenestested, men skulle fremover møde fast ind på to forskellige hospitalsmatrikler som led i en ny turnusordning. Det betød, at de i faste ugedage – henholdsvis en eller to dage om ugen – skulle arbejde på et nyt tjenestested. Samtidig ophørte adgangen til kørselsgodtgørelse og medregning af mertransporttid som arbejdstid, som tidligere havde været ydet efter principperne om merrejsetid.

Ændringen medførte, at den ene medarbejder fik en gennemsnitlig mertransporttid på ca. 17 minutter om dagen, og den anden ca. 16 minutter – beregnet over en 2-ugers periode. Der var ingen ændringer i den aftalte arbejdstid, og lønnen var heller ikke påvirket.

Medarbejderne gjorde gældende, at de derfor burde have været varslet med deres individuelle opsigelsesvarsler. Regionen afviste dette og fremhævede, at der var tale om begrænsede ændringer i det daglige mønster, som ikke overskred, hvad medarbejdere må tåle uden opsigelsesvarsel.

Ændringen kunne gennemføres som sket
Opmanden fandt, at de konkrete ændringer i transporttiden lå klart inden for, hvad medarbejdere må tåle i tilfælde af ændring af tjenestested. Der blev i den forbindelse henvist til bl.a. Højesterets praksis i U2025.2443, som vi i øvrigt har skrevet en nyhed om. Her blev det fastslået, at ændringer i transporttid under visse grænser må tåles, uden at det udgør en væsentlig ændring. Det gjorde i denne sag ingen forskel, at flytningen kun gjaldt bestemte dage om ugen, eller at retten til godtgørelse og transporttid som arbejdstid bortfaldt.

Der var ikke tale om væsentlige stillingsændringer, og regionen havde derfor været berettiget til at gennemføre ændringerne uden at varsle med opsigelsesvarslet. Regionen blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker:

Afgørelsen bekræfter, at geografiske ændringer i tjenestested inden for det geografiske ansættelsesområde – herunder faste ugentlige arbejdsdage på en ny lokation – normalt ikke udgør væsentlige ændringer. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.