Skrevet af
Selvmordsmaskine som samlesæt
Det var berettiget at ophæve en SOSU-elevs uddannelsesaftale grundet vedvarende konfliktskabende adfærd.
Skrevet af
Efter prøvetidens udløb kan en uddannelsesaftale kun ophæves, hvis en af parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser. I denne sag skulle Tvistighedsnævnet tage stilling til, om kommunen var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen for en SOSU-elev, der både under skoleforløbet og i praktikforløbet havde udvist uacceptabel og konfliktoptrappende adfærd på trods af flere advarsler.
Den pågældende SOSU-elev fik i marts 2023 en mundtlig advarsel, fordi eleven blandt andet kom med personlige angreb på sine lærere, vendte øjne af både undervisere og andre elever, sov i timerne og forlod undervisningen i protest. Eleven mente sig berettiget til adfærden, fordi denne efter elevens opfattelse var et resultat af inkompetente undervisere, men lovede alligevel at rette op.
Kort tid efter fik SOSU-eleven en skriftlig advarsel – denne gang fordi eleven i et fag, hvor eleven havde fået som projektopgave at komme med livskvalitetsforbedrende forslag til en case, hvor en ung mand havde mistet førligheden, foreslog en guillotine som samlesæt – som eleven havde tegnet en model af. Eleven blev flere gange bedt om at ændre sin opgavebesvarelse, men var mere interesseret i at diskutere lovliggørelse af aktiv dødshjælp end at komme med reelle løsninger.
I primo december 2023 blev SOSU-eleven hjemsendt efter en episode i en borgers hjem, hvor eleven ifølge en kollega havde udvist en truende og konfliktskabende adfærd, og hvor eleven var gået fra en borger med synkebesvær og medfølgende kvælningsrisiko, mens borgeren spiste. Kommunen ophævede herefter uddannelsesaftalen.
SOSU-eleven mente ikke, at ophævelsen var berettiget, og indbragte sagen for Tvistighedsnævnet. Eleven gjorde gældende, at både den første og den anden advarsel var uberettiget, fordi det var skolen, der var problemet, samt at episoden i borgerens hjem blot var en konflikt mellem to kollegaer, der burde have været løst ved en samtale.
Tvistighedsnævnets afgørelse
Tvistighedsnævnet fandt, at SOSU-eleven væsentligt havde misligholdt uddannelsesaftalen ved gentagende tilfælde af uacceptabel og konfliktoptrappende adfærd, både under skoleforløbet og i praktikperioden. Nævnet lagde vægt på, at SOSU-eleven tidligere havde modtaget to berettigede advarsler, hvoraf den seneste udtrykkeligt tilkendegav, at gentagelse af tilsvarende adfærd kunne medføre ophævelse af uddannelsesaftalen.
Nævnet vurderede, at episoden i borgerens hjem sammenholdt med de tidligere advarsler dokumenterede en gentagende adfærd, som eleven ikke havde formået at rette op på. Der forelå dermed en væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen. At eleven ville have været færdig med sin uddannelse 3 måneder senere kunne ikke ændre på dette. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen var berettiget til at ophæve aftalen, og kommunen blev derfor frifundet i sagen.
Norrbom Vinding bemærker:
Norrbom Vinding taler med jævne mellemrum med arbejdsgivere, der har fået den opfattelse, at elevaftaler er uopsigelige efter prøvetidens udløb, uanset hvad eleven foretager sig.
Afgørelsen understreger, at uddannelsesaftaler kan ophæves ved væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Her vil det blandt andet have betydning, om eleven forudgående har modtaget advarsler for forholdene, og derved er blevet gjort bekendt med, at en fortsættelse af adfærden vil betyde ophævelse.
Det er samtidig værd at bemærke, at afgørelsen i Tvistighedsnævnet – der består af en landsdommer, to arbejdsgiverrepræsentanter og to lønmodtagerrepræsentanter – var enstemmig.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.