Skrevet af

En polsk virksomhed havde udstationerede medarbejdere i Danmark og var omfattet af en overenskomst mellem Dansk Byggeri og 3F. Spørgsmålet for den faglige voldgift var, om virksomhedens lovpligtige pensionsbidrag til et polsk socialsikringsinstitut, ZUS, skulle anses som et bidrag til en supplerende pensionsordning, hvorefter der ikke skulle ske indbetaling af pensionsbidrag til PensionDanmark.

Virksomheden var ifølge den danske overenskomst forpligtet til at indbetale 12 % af lønnen i samlet pensionsbidrag til PensionDanmark. Overenskomstparterne havde også indgået et protokollat om pensionsforhold for udstationerende virksomheder, der fastsatte, at en udstationerende virksomhed dog var fritaget for at betale pensionsbidrag til PensionDanmark, hvis den indbetalte til en supplerende pensionsordning i hjemlandet.

Denne beskyttelse følger af pensionsdirektivet, der kun omfatter supplerende pension. I modsætning hertil er lovpligtige sociale sikringsordninger, der i Danmark fx er folkepension. I Polen er det fastsat ved lov, at arbejdsgivere og lønmodtagere skal indbetale bidrag til socialsikringsinstituttet ZUS. Bidraget går derefter både til en alderspensions-, invalide-, syge-, arbejdsulykkes-, og sundhedsforsikring.

Polen har fremsat en erklæring, hvor de bekendtgør, at alderspensionsforsikringsordningen i det polske socialsikringsinstitut ZUS er en social sikringsordning som forstået i forordningen herom.

Den polske virksomhed gjorde gældende, at pensionsprotokollatet skulle forstås efter sit brede formål, der var at undgå dobbeltbetaling og sikre udstationerede medarbejdere de samme rettigheder som efter den danske overenskomst. Protokollatet måtte derfor omfatte enhver obligatorisk alderspensionsforpligtelse, der afholdes af den udstationerende virksomhed. Sagen endte i en faglig voldgift, der blev afgjort af hele tre opmænd.

Supplerende pensionsordning eller socialsikringsordning
Opmændene beskrev først, at EU-retten og udstationeringsloven fastslår, at en udenlandsk tjenesteyder ikke kan mødes med krav om dobbeltbetaling, og der skal derfor ved beregning af mindstelønnen tages hensyn til, hvis den udstationerende arbejdsgiver i forvejen betaler til fx en ferie- eller pensionsordning i hjemlandet, der sikrer arbejdstagerne samme beskyttelse.

Dette fremgår direkte af pensionsdirektivet, der undtager udstationerende arbejdsgivere fra at betale til supplerende pensionsordninger i udstationeringslandet, hvis de indbetaler bidrag til en sådan ordning i hjemlandet. Det gælder dog ikke ordninger efter forordningen om sociale sikringsordninger. Da Polen har afgivet erklæring om, at bidrag til ZUS er kvalificeret som bidrag til en social sikringsordning, fandt opmændene, at alderspensionen ikke er omfattet af pensionsdirektivet.

Opmændene henviste herefter til, at anvendelsesområdet ved indgåelse af protokollatet netop var tiltænkt supplerende pensioner efter pensionsdirektivet.

Selvom bidrag til både den polske og danske ordning begge vedrører de ansattes pension, sikrer den danske arbejdsmarkedspension de udstationerede medarbejdere en reel ekstra pension, ligesom det er tilfældet for de andre medarbejdere under overenskomsten.

På den baggrund fandt opmændene, at den polske virksomhed skulle anerkende, at indbetaling til ZUS ikke fritog virksomheden for indbetaling af pensionsbidrag til PensionDanmark.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen er et eksempel på, at det ved fastlæggelsen af mindsteløn i udstationeringsdirektivets forstand skal vurderes, om arbejdsgiverbidrag til en ordning i hjemlandet reelt giver samme eller en i det væsentlige tilsvarende beskyttelse, som medarbejderne har krav på i udstationeringslandet.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.