Skrevet af

Når en person som selvstændigt erhvervsdrivende udfører arbejde for en hvervgiver, har hvervgiver ikke pligt til at indeholde skat (AM-bidrag og A-skat) af honoraret for det udførte arbejde. Dette gælder dog alene, hvis personen i skatteretlig henseende reelt kan anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

I denne sag skulle Højesteret tage stilling til, om et større antal personer reelt ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende, men i stedet måtte anses for lønmodtagere, og om virksomheden – hvis personerne måtte anses for lønmodtagere – hæftede for de beløb, der ikke var blevet indeholdt i skat.

Sagen vedrørte en hollandsk virksomhed, der udførte arbejde i Nordsøen for et dansk selskab. Den hollandske virksomhed havde engageret 101 dykkere fra forskellige lande til at udføre arbejde fra et dykkerskib, som virksomheden afholdt udgifterne til. Der var mellem virksomheden og dykkerne indgået konsulentaftaler, som var baseret på, at dykkerne skulle anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Dykkerne var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende i udlandet, og mange havde en erklæring fra de hollandske myndigheder, som bekræftede deres status som selvstændigt erhvervsdrivende. Virksomheden indeholdt ikke A-skat og AM-bidrag af dykkernes honorar.

Skattestyrelsen mente dog, at dykkerne ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende, men var lønmodtagere, og virksomheden blev derfor pålagt at efterbetale det beløb i skat, som virksomheden burde have, men ikke havde indeholdt i skat af udbetalte honorarer. Virksomheden indbragte først sagen for Landsskatteretten og så for byretten og landsretten, der alle fandt, at de 101 dykkere ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende, men i stedet for måtte anses for lønmodtagere. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse endte sagen derfor i Højesteret.

Dykkerne havde lønmodtagerstatus
Ved vurderingen af, om dykkerne i skatteretlig henseende skulle anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtagere, lagde Højesteret – i overensstemmelse med retspraksis – vægt på kriterierne angivet i pkt. B.3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Ud fra en samlet vurdering fandt Højesteret, at dykkerne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, men i stedet måtte anses for lønmodtagere.

Som begrundelse for sin vurdering lagde Højesteret bl.a. vægt på følgende forhold:

• Dykkerne arbejdede i faste toholdsskift – et dag- og et nathold.
• Dykkerne var ikke på forhånd tildelt specifikke opgaver. Ved begyndelsen af hver vagt blev der afholdt et planlægningsmøde, hvor dykkernes opgaver blev fordelt og gennemgået.
• Dykkerne var i høj grad underlagt instruktion fra den hollandske virksomhed, og dykkerne havde ikke metodefrihed i forhold til, hvordan de ønskede at udføre deres opgaver. Dette beroede ikke alene på de sikkerhedsmæssige krav, der gælder for dykkere.
• Dykkerne modtog en fast betaling pr. arbejdsdag, mens de var om bord på dykkerskibet, også selvom de ikke arbejdede, fx på grund af dårligt vejr eller sygdom.
• Selvom dykkerne efter de indgåede konsulentaftaler havde adgang til at arbejde for andre hvervgivere, var det ikke dokumenteret, at de havde benyttet retten, mens de arbejdede for den hollandske virksomhed.
• Dykkerne kunne derfor ikke anses for at have afholdt udgifter ud over, hvad der var sædvanligt i et lønmodtagerforhold. Dette var en følge af, at dykkerne alene selv skulle sørge for dykkerdragt, underdragt og dykkerkniv samt afholde udgifter til dykkercertifikat og helbredsundersøgelser. Derimod stillede virksomheden alt andet nødvendigt udstyr til rådighed, herunder dykkerskibet, som udgjorde den væsentligste udgift til udstyr.
• Dykkernes økonomiske risiko/ansvar ved projektet var begrænset til hæftelse for skattekrav, mistet vederlag og udbedring af egne fejl ved egen arbejdskraft uden ret til betaling herfor, men ikke én eneste gang rejste virksomheden dog krav om udbedring af fejl uden ret til betaling eller om betaling af skattekrav, herunder de i sagen omhandlede skattekrav.

Da dykkerne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, men i stedet måtte anses for lønmodtagere, havde den hollandske virksomhed været forpligtet til at indeholde skat af udbetalte honorarer.

Virksomheden hæftede for manglende betaling
Højesteret fandt herefter, at den hollandske virksomhed hæftede for betalingen af de beløb i skat, som virksomheden burde have, men ikke havde indeholdt. Dette skyldtes, at virksomheden kendte til de faktiske omstændigheder, der førte til, at dykkerne skatteretligt måtte anses for at være lønmodtagere. Det var derfor ikke godtgjort, at der af virksomheden ikke var udvist forsømmelighed. Virksomheden skulle derfor betale det beløb, der ikke var indeholdt i skat.

Ikke taget stilling til, om dykkerne eventuelt kan anses for honorarmodtagere
Ud fra de anbringender, som den hollandske virksomhed havde gjort gældende til støtte for, at virksomheden ikke havde været forpligtet til at indeholde skat, skulle Højesteret (såvel som de tidligere instanser) principielt alene tage stilling til, om dykkerne kunne anses for at være enten selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtagere.

Når Højesteret fandt, at dykkerne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, måtte dykkerne derfor nødvendigvis anses for at være lønmodtagere.

Dette er en følge af, at virksomheden ikke havde gjort gældende, at hvis dykkerne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, så skulle de anses for at være honorarmodtagere. I forhold til en honorarmodtager gælder der nemlig heller ikke nogen pligt til at indeholde skat.

Der er således ikke i sagen taget stilling til, om dykkerne – når de ikke kan anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende – heller ikke kan anses for at være lønmodtagere, men i stedet bør anses for at være honorarmodtagere.

Det ville have været interessant, hvis Højesteret også havde haft mulighed for at tage stilling til, om dykkerne skulle anses for at være honorarmodtagere, da problemstillingen om status som honorarmodtager er en problemstilling, der i øjeblikket har stor aktualitet.

For i forhold til en honorarmodtager gælder der heller ikke nogen pligt til at indeholde skat.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer, at det – i forhold til problemstillingen om, hvorvidt en person i skatteretlig henseende kan anses for selvstændigt erhvervsdrivende – ikke er afgørende, hvad en indgået aftale er baseret på, idet det afgørende er, hvad der reelt følger af de faktiske forhold sammenholdt med de kriterier, der efter retspraksis har betydning for problemstillingen, og
• at det – forinden en virksomhed indgår en aftale med en person (eller et af personen ejet selskab) om udførelse af arbejde som selvstændigt erhvervsdrivende – generelt må anbefales, at virksomheden gør sig grundige overvejelser om, hvorvidt personen reelt kan anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende, og – hvis ikke – om personen i stedet kan anses for at være honorarmodtager.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.