Kampen om skatteefterbetalingskravet

En håndboldklub blev dømt til at kompensere en spiller for det efterbetalingskrav i skat, som spilleren skulle betale, da spilleren ikke som forventet kunne beskattes under forskerskatteordningen under sit ansættelsesforhold hos klubben

Skrevet af

En medarbejder bærer som det klare udgangspunkt selv ansvaret for de skattemæssige konsekvenser knyttet til den løn, som medarbejderen modtager som led i sit ansættelsesforhold. I denne faglige voldgiftssag var spørgsmålet, om en arbejdsgiver til trods for dette udgangspunkt var ansvarlig for et efterbetalingskrav i skat, som en medarbejder var blevet pålagt at betale af Skattestyrelsen.

En svensk håndboldspiller var ansat hos en professionel håndboldklub i Danmark, og forhandlede med klubben om en kontraktforlængelse. Under sin hidtidige ansættelse i klubben havde spilleren været beskattet efter den såkaldte forskerskatteordning – en ordning, som indebærer en lavere beskatning af lønindkomst end efter de almindelige skatteregler, og som alene kan anvendes, hvis en række betingelser er opfyldt, herunder en betingelse om, at lønnen som minimum skal udgøre et vist beløb.

Under forhandlingerne meddelte klubben, at det henset til klubbens økonomiske situation var en forudsætning for kontraktforlængelsen, at spilleren accepterede at gå ned i løn. Spilleren ønskede som hidtil at blive beskattet efter forskerskatteordningen, og der var derfor en dialog mellem klubben og spilleren om, hvorvidt spilleren stadig ville kunne opfylde betingelsen om, at lønnen som minimum skal udgøre et vist beløb. Under denne dialog oplyste klubbens repræsentant, at spillerens løn ville opfylde betingelsen om lønnens størrelse, da værdien af den bolig, som klubben stillede til spillerens rådighed, kunne medregnes i opgørelsen, og at spilleren derfor også under kontraktforlængelsen kunne blive beskattet efter forskerskatteordningen. Klubbens repræsentant bemærkede i den forbindelse, at klubben havde konsulteret en skatterevisor, som havde bekræftet, at spilleren fortsat ville kunne beskattes efter forskerskatteordningen. Under dialogen kom klubben også med en beregning af medarbejderens nye nettoløn baseret på beskatning efter forskerskatteordningen.

Parterne indgik herefter en aftale om forlængelse af spillerens kontraktperiode med lavere løn end den hidtidige løn.

Ved udløbet af den nye kontraktperiode modtog spilleren en afgørelse fra Skattestyrelsen, hvoraf det fremgik, at hun ikke opfyldte betingelsen om lønnens størrelse og derfor ikke kunne beskattes efter forskerskatteordningen. Spilleren skulle derfor beskattes efter de almindelige skatteregler, hvorfor hun skulle efterbetale et større beløb i skat til Skattestyrelsen.

Afgørende forudsætning eller ej
Spilleren gjorde under sagen gældende, at klubben skulle dække efterbetalingskravet, fordi klubben som følge af dets udtalelser under forhandlingerne måtte anses for at indestå for, at spilleren også i den nye kontraktperiode kunne beskattes efter forskerskatteordningen. Spilleren anførte videre, at hun burde kunne have tillid til de oplysninger, som klubben havde givet om skatteforhold bl.a. på grund af klubbens faglige indsigt samt erfaring.

Klubben argumenterede modsat, at en medarbejders skatteforhold som udgangspunkt var dennes eget ansvar, og at hvis parterne havde aftalt, at spilleren skulle være sikret en bestemt nettoløn, måtte det antages, at det ville være skrevet ind i kontrakten. Det kunne derfor ikke tillægges betydning, at spilleren ikke kunne blive beskattet efter forskerskatteordning, at spillerens nettoløn derfor var lavere end forventet, eller at klubbens repræsentant under forhandlingerne havde oplyst om andet.

Parterne var videre uenige om, hvorvidt det havde været en afgørende forudsætning for spilleren for at indgå aftalen om kontraktforlængelse, at hun fortsat kunne anvende forskerskatteordningen.

I afgørelsen bekræftede opmanden indledningsvist, at en medarbejder som det klare udgangspunkt selv bærer ansvaret for de skattemæssige konsekvenser knyttet til den løn, som medarbejderen modtager som led i sit ansættelsesforhold.

Opmanden fandt, at muligheden for anvendelse af forskerskatteordningen var en afgørende forudsætning for, at spilleren acceptererede kontraktindgåelse. Det skyldtes bl.a., at klubben under forhandlingerne selv havde brugt den mulige lavere beskatning samt den forventede nettoløn som argumenter for kontraktindgåelsen. Desuden burde det – ud fra den dialog, der havde været mellem klubben og spilleren – have stået klubben klart, at det var en afgørende forudsætning.

På baggrund heraf og det forhold, at spilleren burde kunne forvente, at oplysningerne fra klubben angående skattemæssige forhold var korrekte, herunder som følge af, at klubben var en professionel håndboldklub, og at klubbens repræsentant havde kontaktet en skatterevisor, fandt opmanden, at det påhvilede klubben at bære den økonomiske risiko, hvorfor klubben skulle betale spillerens skatteefterbetalingskrav.

I den indgåede aftale var der en bestemmelse om, at ”Spillerens skattemæssige forhold forbundet hermed er [klubben] uvedkommende”, men denne bestemmelse afskar ikke klubben fra at ifalde ansvar.

Norrbom Vinding bemærker

• at det med afgørelsen er bekræftet, at en medarbejder som det klare udgangspunkt selv bærer ansvaret for de skattemæssige konsekvenser knyttet til den løn, som medarbejderen modtager som led i sit ansættelsesforhold,

• at afgørelsen dog illustrerer, at en arbejdsgiver i særlige situationer over for en medarbejder kan komme til at hæfte for de økonomiske konsekvenser, der er en følge af, at medarbejderens løn bliver beskattet på en anden måde end forudsat af medarbejderen, og

• at det – hvis man som arbejdsgiver gerne vil begrænse risikoen for at ifalde ansvar – er nødvendigt dels at være påpasselig med at indgå i en dialog om den skattemæssige behandling af en medarbejders løn, dels – hvis arbejdsgiveren indgår i en sådan dialog – at være meget påpasselig med, hvad der kommunikeres under dialogen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.