Skrevet af
Information er godt, men fortrolighed er som regel bedre
Datatilsynet udtalte kritik af en arbejdsgiver, der orienterede hele arbejdspladsen om, at en medarbejder var blevet afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder
En arbejdsgiver kan blandt andet videregive oplysninger om baggrunden for en afskedigelse, hvis det er nødvendigt af hensyn til legitime interesser, der går forud for hensynet til den afskedigede medarbejder. I denne sag skulle Datatilsynet tage stilling til, om en arbejdsgiver måtte orientere de øvrige medarbejdere om, at en afskedigelse skyldtes samarbejdsvanskeligheder.
En afskediget medarbejder henvendte sig til Datatilsynet, da arbejdsgiveren i forbindelse med medarbejderens afskedigelse havde orienteret de øvrige medarbejdere om, at afskedigelsen skyldtes samarbejdsvanskeligheder. Medarbejderen mente, at denne orientering udgjorde et brud på de databeskyttelsesretlige regler.
Arbejdsgiveren mente heroverfor, at orienteringen var nødvendig for at undgå rygtedannelser på arbejdspladsen, også fordi mange af medarbejderne i forvejen var bekendt med nogle af de problematikker, der havde været omkring den afskedigede medarbejder.
Hensynet til medarbejderen
Datatilsynet udtalte mere generelt, at det som udgangspunkt ikke kan anses for nødvendigt at informere de øvrige medarbejdere på en arbejdsplads om baggrunden for en fratræden.
I den konkrete sag gik hensynet til medarbejderen forud for arbejdsgiverens behov for at undgå rygtedannelse. Datatilsynet lagde i den forbindelse vægt på, at orienteringen var blevet sendt til en videre kreds af personer, og at den indeholdt detaljerede oplysninger om baggrunden for afskedigelsen. Orienteringen gik dermed ud over, hvad der efter Datatilsynets opfattelse var nødvendigt i den konkrete sag.
Østre Landsret har tidligere taget stilling til en lignende problemstilling, der dog blev afgjort efter de tidligere regler om databeskyttelse, og som kan læses her.
Norrbom Vinding bemærker
-
at afgørelsen bekræfter Datatilsynets praksis, hvorefter det i mange tilfælde ikke kan anses for nødvendigt at orientere kollegerne om den nærmere baggrund for en medarbejders fratræden, men
-
der fortsat er rum for, at en arbejdsgiver kan oplyse kollegerne om – eller en begrænset kreds af kollegerne – at en medarbejder stopper, fordi vedkommende er blevet afskediget, og eventuelt nærmere om baggrunden herfor, fordi det må anses for nødvendigt – eller ukontroversielt – i den konkrete situation, og
-
at det derfor i en fratrædelsessituation må vurderes konkret, hvilke medarbejdere der skal orienteres om fratrædelsen, og hvilke oplysninger der i den forbindelse kan anses for relevante og nødvendige at give til kollegerne.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.