Skrevet af

Databeskyttelsesforordningen stiller krav om, at der skal være et behandlingsgrundlag i artikel 6 for at videregive almindelige personoplysninger. I denne sag skulle Datatilsynet tage stilling til, om der i forbindelse med ansættelsen af en vagtmedarbejder forelå et samtykke, der kunne danne grundlag for indhentelsen af en sikkerhedsgodkendelse, eller om der var et andet behandlingsgrundlag.

Sagen vedrørte et sikkerhedsfirma, der i forbindelse med ansættelsen af en ny vagtmedarbejder havde videregivet oplysninger om den pågældendes jobtitel, fulde navn og personnummer til Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste. Sikkerhedsfirmaet havde videregivet oplysningerne til brug for den sikkerhedsgodkendelse, som var nødvendig, for at medarbejderen kunne opnå ansættelse, hvilket vagtmedarbejderen var gjort opmærksom på.

Efter vagtmedarbejderen var blevet kontaktet af Forsvarets Efterretningstjeneste, klagede han til Datatilsynet, idet han mente, at videregivelsen af hans personoplysninger var sket uden samtykke. Han gjorde i den forbindelse gældende, at han ikke havde udfyldt den udleverede samtykkeerklæring, og at han derfor ikke var klar over, at hans personoplysninger ville blive videregivet. Dette var sikkerhedsfirmaet dog ikke enig i, da sikkerhedsgodkendelsesproceduren slet ikke kan gennemføres, hvis der ikke er udfyldt og indgivet en samtykkeerklæring.

Samtykke vil kun sjældent opfylde gyldighedsbetingelsen om at være afgivet frivilligt
Datatilsynet udtalte, at samtykke kun sjældent vil opfylde gyldighedsbetingelsen om at være afgivet frivilligt grundet det ulige forhold, der typisk består mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Datatilsynet fandt derfor, at det samtykke, som parterne havde henvist til, ikke kunne anses for at udgøre et databeskyttelsesretligt samtykke, og dette uden at tilsynet forholdt sig til, om samtykkeerklæringen rent faktisk var udfyldt.

Datatilsynet fandt dog herefter, at der var hjemmel til at videregive de pågældende personoplysninger med henvisning til interesseafvejningsreglen, da indhentelse af sikkerhedsgodkendelsen var nødvendig, for at sikkerhedsfirmaet kunne sikre sig, at vagten kunne varetage de opgaver, som var nødvendige i forbindelse med ansættelsen. I øvrigt var der behov for entydig identifikation af vagten, hvorfor videregivelse af oplysninger om personnummer også var inden for rammerne af databeskyttelsesloven.

Norrbom Vinding bemærker

• at Datatilsynet for nylig har revideret sin vejledning om databeskyttelse i ansættelsesforhold (du kan læse vores nyhed om vejledningen her),
• at afgørelsen tjener til illustration af, at samtykke i ansættelsesforhold herefter kun sjældent vil kunne opfylde gyldighedsbetingelsen om at være afgivet frivilligt, men
• at videregivelse af personoplysninger, efter en konkret vurdering, vil kunne basere sig på et andet behandlingsgrundlag.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.