En lidt for gylden mulighed for bevissikring

Datatilsynet udtalte alvorlig kritik af en virksomhed, der uberettiget havde tilgået en tidligere medarbejders personlige mailkonto og downloadet mails med henblik på bevissikring. 

Skrevet af

En arbejdsgiver kan i visse situationer – og når en række betingelser er opfyldt – tilgå sine ansattes arbejdsmails fx med henblik på undersøgelse af uregelmæssigheder eller bevissikring heraf. I denne sag var spørgsmålet, om dette også gælder, når der er tale om en gennemgang af en ansats private mailkonto.

Denne sag udsprang af, at der – efter ophøret af et ansættelsesforhold – opstod en tvist mellem en virksomhed og en tidligere medarbejder, bl.a. om hvorvidt den tidligere medarbejder under ansættelsen havde udført konkurrerende arbejde i strid med sin ansættelseskontrakt, hvilket resulterede i en civil retssag mellem parterne samt en politianmeldelse af den tidligere medarbejder.

Det kom imidlertid frem i forbindelse med den civile retssag, at virksomheden havde tilgået den tidligere medarbejders private mailkonto efter ansættelsens ophør og havde downloadet mails som ”sikring af bevismateriale”. Virksomheden havde søgt i mailkontoens indbakke på virksomhedens kunder og havde downloadet det materiale, som virksomheden mente var relevant. Dette havde været muligt, fordi mailkontoen var åben på den arbejdscomputer, som den tidligere medarbejder havde anvendt under ansættelsen, hvorfor den private mailkonto fortsat kunne tilgås.

Den tidligere medarbejder klagede herefter til Datatilsynet.

Virksomheden argumenterede over for Datatilsynet bl.a. for, at virksomheden ikke havde behandlet personfølsomme oplysninger, eller personoplysninger i øvrigt, idet der alene var tale om oplysninger vedrørende udført arbejde under ansættelsen af den tidligere medarbejder, ligesom det først efter noget tid gik op for virksomheden, at det var en privat mailkonto.

Desuden oplyste virksomheden, at selv hvis virksomheden havde behandlet personoplysninger, havde behandlingen været lovlig baseret på interesseafvejningsreglen i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.

Medarbejderens interesse gik forud for virksomhedens bevissikring
Datatilsynet udtalte, at virksomheden havde behandlet personoplysninger i databeskyttelsesforordningens forstand, og vurderede i den forbindelse, at virksomhedens interesse i bevissikring i forhold til såvel den civile sag som politianmeldelsen ikke oversteg hensynet til den tidligere medarbejders interesse i at holde sin personlige mailkonto privat.

Ved vurderingen lagde Datatilsynet vægt på, at mailkontoen var personlig, at virksomheden ved et tilfælde konstaterede, at der fortsat var adgang til den tidligere medarbejders private mailkonto, at der ved søgningen i den tidligere medarbejders private mailindbakke måtte antages at kunne fremkomme en række mails og søgeresultater, der ikke relaterede sig til den begrundende mistanke, og at virksomheden fortsatte søgningen samt downloads, selvom virksomheden blev bekendt med, at det var den tidligere medarbejders private mailkonto.

Af disse grunde udtalte Datatilsynet alvorlig kritik af virksomheden. 

Norrbom Vinding bemærker:

Datatilsynets afgørelse illustrerer, at det ved gennemgang af medarbejderes mail i forbindelse med bevissikring er afgørende, om det er en mailkonto, som arbejdsgiveren har rådighed over – altså en arbejdsmail – eller medarbejderens private mailkonto. Når det er medarbejderens private mailkonto, vil arbejdsgiveren som udgangspunkt ikke på baggrund af interesseafvejningsreglen kunne gennemgå denne med henblik på fremskaffelse af bevismateriale til brug for en retssag. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.