Skrevet af

Det følger af de fleste kommunale overenskomster, at medarbejdere skal ansættes enten som ”månedslønnet” eller ”timelønnet”. Som månedslønnet anses medarbejdere, der er ansat til mere end 1 måneds beskæftigelse. Hvis man er månedslønnet, opnår man forskellige funktionærlignende rettigheder. I denne sag skulle der tages stilling til, om en handicapledsager, der havde været i en kommune i ca. 2½ år, havde ret til månedsløn.

Sagen vedrørte en handicapledsager, som i marts 2018 blev tilknyttet Svendborg Kommune som personligt udpeget ledsager i henhold til en særlig ordning i serviceloven, der giver borgere med handicap mulighed for at blive ledsaget i op til 15 timer om måneden. Handicapledsageren udførte herefter arbejde for borgeren i ca. 2½ år.

Ifølge handicapledsagerens ansættelsesbrev var hun ansat som ”timelønnet vikar” i henhold til den kommunale handicapledsageroverenskomst. Det fremgik også, at medarbejderen var ansat i de dage/perioder, hvor hun udførte tjeneste, ligesom det fremgik, at hun var udpeget som personlig ledsager.

Det fremgik yderligere udtrykkeligt af ansættelsesbrevet, at der ikke var indgået aftale om en fast ugentlig arbejdstid. Konkret blev arbejdet tilrettelagt mellem handicapledsageren og den handicappede borger, som hun var ledsager for. Arbejdets omfang var ca. 15 timer om måneden, sådan som borgeren havde ret til.

I løbet af den periode, handicapledsageren udførte sit arbejde, opstod der uenighed mellem på den ene side kommunen og KL og på den anden side 3F og handicapledsageren om, hvorvidt handicapledsageren skulle være månedslønnet eller timelønnet. Da der ikke kunne opnås enighed mellem parterne, endte sagen i en faglig voldgift.

Handicapledsageren var løst ansat
I voldgiftsretten anførte 3F og handicapledsageren særligt, at handicapledsageren de facto havde været ansat i mere end 1 måned, idet det konkret måtte konstateres, at handicapledsageren i perioden på de ca. 2½ år kontinuerligt havde udført arbejde for borgeren og dermed kommunen.

KL og Svendborg Kommune blev imidlertid frifundet af opmanden. Opmanden lagde særlig vægt på ansættelsesforholdets løse karakter, der bl.a. var karakteriseret ved, at handicapledsageren ikke var forpligtet til at påtage sig arbejde på bestemte tidspunkter fastsat af kommunen, ligesom hun kunne sige nej til tilbudte vagter.

Opmanden tillagde yderligere ansættelsesbrevets indhold betydning, idet ansættelsesforholdets løse karakter også kunne udledes af dette. Særligt af disse årsager nåede opmanden frem til, at handicapledsageren var korrekt indplaceret som timelønnet, idet hun ikke på noget tidspunkt havde været forpligtet til at udføre arbejde i mere end 1 måned. Dermed kunne hun ikke siges at være ansat til mere end 1 måneds beskæftigelse.

Norrbom Vinding bemærker

• at ansættelsesforholdet i sagen er et eksempel på et af de særlige ansættelsesforhold, hvor en medarbejder ikke anses for at være ansat til mere end 1 måneds beskæftigelse uanset en længerevarende tilknytning, hvilket også kendes fra ansættelsesforhold, såsom tilkaldevikarer, afløsere o.l.,
• at dette skyldes, at sådanne løst tilknyttede medarbejderes ansættelsesforhold sædvanligvis anses for ophørt efter afslutningen af de enkelte vagter,
• at sådanne løst tilknyttede medarbejdere derfor sædvanligvis falder uden for både overenskomsternes månedslønsbestemmelser og uden for funktionærlovens anvendelsesområde, idet sidstnævnte forudsætter, at medarbejderen indtager en ”tjenestestilling”, hvilket løst tilknyttede medarbejdere sædvanligvis ikke gør, og
• at det dog indimellem ses, at der efterfølgende kan opstå tvivl om, hvorvidt et ansættelsesforhold reelt har været af løs karakter, hvorfor arbejdsgiveren bl.a. bør tydeliggøre noget sådant i et ansættelsesbrev, således som det også var tilfældet i denne sag.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.