Den fiktive billetkontrol

Det var berettiget at afskedige en tjenestemand disciplinært, der havde foretaget en fiktiv kontrol som led i udførelsen af sit arbejde som billetkontrollør.

nvi_portraetter_done_046_web.jpg

Hvis en tjenestemand skal sanktioneres disciplinært for en tjenesteforseelse, skal der som udgangspunkt gennemføres et tjenstligt forhør, hvor en forhørsleder på baggrund af beviserne og parternes argumenter tager stilling til, om der foreligger en tjenstlig forseelse, og – hvis parterne ønsker det – også kommer med en indstilling til sanktion. I denne sag skulle Retten i Aarhus tage stilling til, om retten kunne tilslutte sig forhørslederens indstilling til disciplinær afskedigelse, og om afskedigelsen derfor var berettiget.

Sagen handlede om en tjenestemandsansat billetkontrollør, der var valgt som tillidsrepræsentant, og som blev indberettet for at have foretaget fiktive billetkontroller og dermed havde givet indtryk af at arbejde, når det faktisk ikke var tilfældet.

Billetkontrollørerne arbejdede altid mindst to sammen, og ved hver vagt var en kontrollør ansvarlig for en såkaldt gå-seddel, hvor oplysningerne om rammerne for kontrollen skulle indtastes i en håndholdt computer, herunder buslinjen samt stoppestedet.

Sagen opstod, da arbejdsgiveren ved en gennemgang af billetkontrollørens indtastningerne af oplysninger om kontroller kunne konstatere, at disse ikke stemte overens med oplysninger fra bussernes GPS-registreringer for de samme tidspunkter. På den baggrund valgte arbejdsgiveren at iværksætte et tjenstligt forhør.

Under forhøret blev anvendt en række bevismidler i form af oplysninger fra indtastningerne i den håndholdte computer, GPS-oplysninger fra busserne samt dørlogs fra arbejdsgiverens lokaler, og en væsentlig del af bevisførelsen kom til at handle om værdien af disse bevismidler.

På baggrund af bevisførelsen fandt forhørslederen det bevist, at tjenestemanden i et tilfælde havde begået en fiktiv kontrol, idet den indtastede bus ikke kunne være stoppet ved det angivne stoppested, ligesom forhørslederen afviste tjenestemandens forskellige mulige forklaringer som usandsynlige.

På baggrund af forhørslederens indstilling blev billetkontrolløren afskediget disciplinært uden varsel.

Tjenesteforseelse påvist
Den faglige organisation anlagde derefter i første omgang en voldgiftssag mod arbejdsgiveren med påstand om, at der ikke havde været tvingende årsager til at afskedige tjenestemanden, der samtidig var tillidsrepræsentant. Arbejdsgiver protesterede imod, at sagen blev anlagt som en voldgiftssag, begrundet i at efterprøvelsen af forhøret – og dermed grundlaget for afskedigelsen – i første omgang måtte afgøres af en byret, da der var tale om en tjenestemand. Tjenestemanden lagde herefter sag an mod arbejdsgiveren ved byretten.

Under denne sag blev en række af indsigelserne om bevisværdien af GPS-oplysninger mv. frafaldet, men den faglige organisation gjorde fortsat gældende, at billetkontrolløren ikke havde mulighed for at bevise sin uskyld, da anklagen først kom lang tid efter, at den fiktive kontrol skulle være foregået, og at der kun var indicier for, at han havde foretaget en fiktiv kontrol, og at arbejdsgiverens bevisbyrde derfor ikke var løftet.

Byretten fandt på baggrund af de fremlagte beviser om bussernes GPS-registreringer og dørlogs fra personalebygningen samt den omstændighed, at tjenestemanden ikke havde kunnet sandsynliggøre et andet hændelsesforløb, at han havde afholdt pause på daværende tidspunkt, hvorfor den pågældende kontrol var fiktiv.

Udførelsen af billetkontroller var en del af tjenestemandens kerneopgaver, hvorfor retten vurderede, at registrering af en fiktiv kontrol udgjorde en grov, forsætlig forseelse, der indebar et så alvorligt tillidsbrud, at den disciplinære afskedigelse uden varsel var berettiget.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet. Dommen er ikke blevet anket.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, hvordan arbejdsgiver ved hjælp af udelukkende tekniske bevismidler kan løfte bevisbyrden for, at en bestemt handling har fundet sted, selvom der ikke var vidner, der kunne huske den pågældende aften, der på tidspunktet for det tjenstlige forhør lå mere end et år tilbage i tiden, og
  • at selvom afgørelsen endte med at basere sig på én enkelt fiktiv kontrol, udgjorde dette i sig selv en så grov tjenesteforseelse, at afskedigelsen var berettiget

Norrbom Vinding repræsenterede arbejdsgiveren i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Mere om emnet