Skrevet af

Som led i en organisationstilpasning partshørte en kommune otte lærere på en skole om påtænkt afskedigelse. Lærerne henvendte sig til deres faglige organisation for at få bistand, herunder i forhold til, om der var sket ulovlig forskelsbehandling grundet alder. De otte lærere var nemlig alle i alderen 53-61 år.

De otte læreres faglige organisation gjorde ved et fælles høringssvar indsigelse over for de påtænkte afskedigelser netop med henvisning til, at aldersfordelingen blandt de lærere, der påtænktes afskediget, gav en formodning om forskelsbehandling grundet alder. Kommunen redegjorde supplerende for baggrunden for valget af hver enkelt, men den faglige organisation mente fortsat, at aldersfordelingen gav en formodning om forskelsbehandling grundet alder. På den baggrund gennemførte kommunen og den faglige organisation herefter en forhandling af de påtænkte afskedigelser.

Forhandlingen mundede ud i en aftale, som indebar, at tre af de påtænkte afskedigelser ikke blev gennemført. For så vidt angik de resterende fem lærere, der var påtænkt afskediget, tilkendegav den faglige organisation, at der herefter ikke udestod nogen krav i den forbindelse, herunder ikke i forhold til forskelsbehandlingsloven.

Det fremgik af forligsteksten, at forliget blev indgået til fuld og endelig afgørelse af sagen, ligesom det fremgik, at parterne var enige om, at sagen ikke ville blive videreført i det fagretlige system, ved de civile domstole, administrative nævn eller lignende.

Afskåret fra at rejse krav?
Herefter blev der gennemført afskedigelser i forhold til de fem af lærerne, sådan som det var aftalt med den faglige organisation.

En af lærerne var dog utilfreds med den indgåede aftale og klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet fandt, at læreren – trods den indgåede aftale – ikke var afskåret fra at rejse krav i henhold til forskelsbehandlingsloven, og derudover at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling grundet alder.

Sagen verserede herefter for byret og landsret, inden den med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet blev indbragt for Højesteret, som frifandt kommunen.

Højesterets stillingtagen til sagen
I forhold til forligets bindende virkning fremhævede Højesteret, at læreren efter det oplyste havde givet den faglige organisation fuldmagt til ”på hendes vegne at behandle sagen i Ligebehandlingsnævnet”, og at organisationen derfor ikke havde været legitimeret til at forhandle på hendes vegne ud over denne bemyndigelse. Som følge heraf – og eftersom læreren ikke efterfølgende selv havde tiltrådt forliget – fandt Højesteret, at forliget ikke afskar læreren fra at indbringe sit krav efter forskelsbehandlingsloven for Ligebehandlingsnævnet eller de civile domstole.

I forhold til spørgsmålet om mulig forskelsbehandling grundet alder anførte Højesteret, at der ved udvælgelsen af læreren til afskedigelse var lagt vægt på hendes faglige kompetencer i forhold til den fremtidige opgaveløsning på skolen samt opgaver, der ville bortfalde. Kommunen havde på den baggrund bevist, at opsigelsen af læreren ikke havde haft hverken direkte eller indirekte sammenhæng med lærerens alder.

• at Højesterets dom ikke ændrer ved, at der under fagretlige forhandlinger mellem faglige organisationer og arbejdsgivere rent praktisk fortsat vil kunne forhandles og indgås aftaler med bindende virkning om lovbaserede krav, men
• at Højesterets dom giver anledning til, at arbejdsgivere i forbindelse med forhandlinger om sådanne krav må sørge for at sikre sig, at medarbejderen ikke efterfølgende vil kunne anfægte den indgåede aftale, fx ved at medarbejderen selv tiltræder den indgåede aftale.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.