U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

08.02.2023 | Offentlig arbejdsret

Skrevet af

Rasmus Linding
Partner

Mere eller mindre chef

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har anmodet Ankestyrelsen om at genoptage behandlingen af fire sager om fortolkning af chefbegrebet i offentlighedsloven.

Det følger af offentlighedslovens § 21, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners ansættelsesforhold, dog gælder lovens almindelige regler for oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover for ansatte i chefstillinger inden for et tidsrum af 2 år. I en ny udtalelse har Indenrigs- og Sundhedsministeriet set nærmere på, om kommunalt ansatte ledere, ansat som centerchefer, afdelings- og teamledere, er at anse for omfattet af chefbegrebet i offentlighedslovens forstand.

På baggrund af fire udtalelser fra Ankestyrelsen anmodede KL Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at tage spørgsmålet om fortolkningen af offentlighedslovens chefbegreb op, da disse udtalelser efter KL’s opfattelse indebar en ny og udvidende fortolkning af chefbegrebet. Ankestyrelsen havde i sine udtalelser bl.a. vurderet, at afdelingsleder- og teamlederstillinger på laveste ledelsesniveau 4 og 5 kunne anses for at være omfattet af chefbegrebet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen om aktindsigt i personalesager, at chefbegrebet – i den almindelige statslige og kommunale forvaltning – vil omfatte kontorchefer og derover. Af forarbejderne fremgår, at dette fx kan være kommunaldirektører, vicekommunaldirektører, direktører m.fl. Da den oplistning, der er i forarbejderne, ikke er udtømmende, må der ved vurderingen af, om en given stilling er omfattet af chefbegrebet, lægges vægt på, om ledelsesbeføjelser, lønforhold og stilling i det administrative hierarki kan sidestilles med de eksempler, der er anført i forarbejderne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte herefter, at ansatte i den kommunale forvaltning på ledelsesniveau 1 og 2 (hhv. kommunaldirektører og forvaltningschefer/-direktører) er omfattet af chefbegrebet, idet dette føler direkte af forarbejderne. Hvad angår chefer på ledelsesniveau 3 vil disse som udgangspunktet også være omfattet af chefbegrebet – særligt hvis stillingen er indplaceret på cheflønsaftalen, en lederoverenskomst eller på lederbestemmelse i overenskomsten på det pågældende faglige område, mens ansatte på ledelsesniveau 4 og 5 som udgangspunkt ikke vil være omfattet af chefbegreb.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på baggrund af udtalelsen anmodet Ankestyrelsen om at genoptage behandlingen af de fire konkrete sager.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse indeholder et væsentligt fortolkningsbidrag i forhold til fastlæggelsen af chefbegrebet i offentlighedslovens forstand, og
  • at der med de af ministeriet opstillede formodninger vedrørende stillinger på ledelsesniveau 3-5 er tale om en mindre vidtgående fortolkning af chefbegrebet, end hvad der følger af den seneste praksis fra Ankestyrelsen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.