Skrevet af

Enhver behandling af personoplysninger omfattet af databeskyttelseslovgivningen forudsætter et lovligt behandlingsgrundlag. Et ofte benyttet behandlingsgrundlag til behandling af personoplysninger er samtykke, men databeskyttelseslovgivningen stiller en del krav til, hvornår et samtykke er et gyldigt behandlingsgrundlag.

Vejledningen om samtykke var derfor også en af de første vejledninger, som Datatilsynet udgav om databeskyttelsesforordningen. Den oprindelige vejledning udkom, allerede inden forordningen var trådt i kraft, som vi dengang beskrev her, og blev opdateret første gang i september 2019. Nu foreligger der så endnu en ny version af vejledningen opdateret frem til maj 2021.

Den nye version af vejledningen om samtykke er bl.a. blevet uddybet med Datatilsynets seneste praksis om databeskyttelsesforordningens regler, og det tidligere afsnit om overgangen fra persondataloven til databeskyttelsesforordningen er nu blevet fjernet. Det er herudover blevet yderligere præciseret i forhold til den seneste opdatering fra september 2019, at offentlige myndigheder som udgangspunkt ikke kan benytte samtykke som behandlingsgrundlag til behandling af personoplysninger.

Det fremgår desuden fortsat af vejledningen, at samtykke som behandlingsgrundlag i ansættelsesforhold som udgangspunkt er lovligt, hvis det opfylder forordningens krav hertil, men at der også her ofte vil bestå et ulige forhold. Arbejdsgivere bør desuden være opmærksomme på, at der i ansættelsesforhold ofte vil være andre relevante behandlingshjemler, og hvor der er det, bør samtykke som behandlingshjemmel ikke benyttes.

Vejledningen kan læses her.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.