Skrevet af

En opsigelse af en tillidsrepræsentant kræver tvingende årsager. Hvis opsigelsen alene skyldes sygefravær, adskiller beskyttelsen af en tillidsrepræsentant sig imidlertid ikke væsentligt fra beskyttelsen af andre medarbejdere. I denne sag skulle en faglig voldgift derfor tage stilling til, dels om funktionen som tillidsrepræsentant var tillagt betydning ved beslutningen af om afskedigelse, dels om de driftsmæssige gener af tillidsrepræsentantens sygefravær kunne berettige en afskedigelse.

Sagen drejede sig om en kommunalt ansat social- og sundhedshjælper, der var valgt som tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten blev ramt af COVID-19. Hun var derfor fuldtidssygemeldt ca. 1 måned efterfulgt af en længere deltidssygemelding.

Der blev udarbejdet en detaljeret plan for tillidsrepræsentantens tilbagevenden med gradvis optrapning i timetal, ligesom kommunen løbende indrettede driften, så der blev taget udstrakt hensyn til tillidsrepræsentantens behov. Men fordi det lægelige skøn over varigheden af tillidsrepræsentantens fortsatte sygefravær ændrede sig, og fordi meldingen fra tillidsrepræsentanten selv også var, at hun ikke kunne holde til optrapning i den takt, planen angav, måtte planen hen mod fuld raskmelding ændres flere gange.

Efter knap 10 måneders hel eller delvis sygemelding, der samlet kunne opgøres til ca. 500 fraværstimer, skred kommunen til afskedigelse. På dette tidspunkt stod det klart for kommunen, at skønnet i den senest indhentede lægeerklæring heller ikke ville holde. Begrundelsen for opsigelsen var, at afdelingen ikke længere kunne bære de driftsmæssige udfordringer, det fortsatte sygefravær gav.

Tillidsrepræsentanten og hendes faglige organisation indbragte sagen for en faglig voldgift, fordi de ikke mente, at kommunen havde være langmodig nok. Under sagen påstod tillidsrepræsentanten og hendes faglige organisation også, at opsigelsen skyldtes hendes varetagelse af hvervet som tillidsrepræsentant.

Afskedigelsen var alene begrundet i sygefravær
Opmanden konstaterede, at der ikke var grundlag for at antage, at afskedigelsen havde noget at gøre med funktionen som tillidsrepræsentant.

Under sagen var det et tema, om tillidsrepræsentanten var blevet smittet i arbejdsmæssig eller privat sammenhæng. Opmanden bemærkede herom, at han ikke tillagde det betydning, om hun var smittet i den ene eller anden sammenhæng, fordi der under alle omstændigheder ikke var grundlag for at antage, at eventuel smitte i arbejdsmæssig sammenhæng skyldtes forhold, som kommunen var ansvarlig for.

Herefter vurderede opmanden, om tillidsrepræsentantens sygefravær efter de almindelige regler kunne begrunde en afskedigelse som følge af de driftsmæssige gener, kommunen oplevede. Det mente opmanden godt, at sygefraværet kunne, og kommunen blev derfor frifundet.

I den forbindelse understregede opmanden, at kommunen havde tilvejebragt et fuldt oplyst grundlag for beslutningen om opsigelse. Opmanden fremhævede bl.a. omfanget af sygefraværet, det hensyn, der undervejs var blevet taget til tillidsrepræsentantens behov, og kommunens løbende overvejelser om, hvor længe hendes sygefravær kunne anses for holdbart i forhold til varetagelsen af den samlede opgave på hjemmeplejeområdet.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen bekræfter, at driftsmæssige gener fra en delvis sygemelding kan berettige en opsigelse, og
• at det ikke blev tillagt betydning ved afgørelsen af sagen, at sygefraværet skyldtes senfølger efter COVID-19.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.