Skrevet af
Uden livrem og seler
Arbejdsgiver kunne ikke idømmes en bøde for medarbejders overtrædelse af sikkerhedsforanstaltninger, da anklagemyndigheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var strafansvar
Skrevet af
Yvonne Frederiksen
Laura Kristine Bosse
Ifølge arbejdsmiljølovgivningen har en arbejdsgiver pligt til at sikre, at arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og en arbejdsgiver kan blive pålagt at betale en bøde, hvis en medarbejder ikke implementerer de for arbejdet nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Arbejdsgiveren fritages dog for bødeansvaret, hvis arbejdsgiveren har opfyldt alle sine pligter efter arbejdsmiljølovgivningen, herunder instruktions- og tilsynspligten. I denne sag skulle Veste Landsret tage stilling til, om dette var tilfældet.
I sagen var en virksomhed tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, idet en af virksomhedens overmontører havde udført arbejde med justering af et videokamera i 6 meters højde uden anvendelse af sikkerhedsforanstaltninger til sikring mod nedstyrtning.
Videokameraet var placeret i cirka 5,5 meters højde på facaden af en bygning, og overmontøren havde derfor medbragt en sakselift til brug for udførelsen af opgaven. På grund af et ujævnt underlag ville liften imidlertid ikke køre mere end 4 meter op, og overmontøren valgte derfor at udføre arbejdet fra bygningens flade tag med armene og en del af overkroppen ud over bygningens murkrone.
Medarbejderen, der også var arbejdsmiljørepræsentant, havde mange års erfaring som overmontør, og der var tale om en mindre arbejdsopgave af enkel karakter.
Arbejdsgiveren blev fritaget for ansvar
I byretten blev virksomheden idømt en bøde på 45.000 kr. Sagen blev anket til Vestre Landsret, der frifandt virksomheden.
Vestre Landsret konstaterede indledningsvist, at overmontørens arbejde ikke var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og der var på denne baggrund sket overtrædelse af arbejdsgiverens pligter efter arbejdsmiljøloven, der efter omstændighederne kan medføre et bødeansvar for arbejdsgiveren – også selvom overtrædelsen er begået af medarbejderen.
Landsretten konstaterede herefter, at en arbejdsgiver imidlertid ikke kan pålægges et bødeansvar for en medarbejders overtrædelse af arbejdsmiljøloven, hvis arbejdsgiveren har opfyldt alle sine pligter efter loven. Landsretten henviste endvidere til, at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden for, at arbejdsgiveren ikke har opfyldt disse pligter.
Herefter fandt landsretten, at anklagemyndigheden i den pågældende sag ikke havde løftet denne bevisbyrde. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at overmontøren var bekendt med, hvordan arbejdet skulle udføres korrekt ved lift, og at der i betragtning af overmontørens mangeårige erfaring og arbejdsopgavens enkle karakter ikke var grundlag for at fastslå, at virksomheden med urette havde overladt tilrettelæggelsen af arbejdet til overmontøren uden særskilt instruktion eller tilsyn, andet end at det var aftalt, at arbejdet skulle udføres ved lift.
Virksomheden blev derfor frifundet.
Norrbom Vinding bemærker
-
at afgørelsen bekræfter arbejdsgivers forpligtelse til at sikre et sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt arbejdsmiljø, herunder at instruere i og føre tilsyn med arbejdet, men
-
at afgørelsen er et eksempel på, at såfremt arbejdsgiver har opfyldt sine forpligtelser efter arbejdsmiljøloven, vil det forhold, at medarbejderen til trods herfor udfører arbejdet i strid med lovgivningens krav, som udgangspunkt indebære, at arbejdsgiver ikke kan pålægges et bødeansvar, og
-
at det er anklagemyndigheden der i sådanne tilfælde skal bevise, at arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter arbejdsmiljøloven.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.