U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

Det lidt for tunge læs

Arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for, at en operatør fik en rygskade, da hun med håndkraft forsøgte at flytte en pallevogn, der med påsatte rammer havde en vægt på 640 kg.

Skrevet af

Som led i arbejdsgiverens pligter efter arbejdsmiljølovgivningen skal arbejdet tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og som led i denne forpligtelse skal der skal stilles de nødvendige hjælpemidler til rådighed for medarbejderne. I denne sag skulle Vestre Landsret tage stilling til, om arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for en medarbejders arbejdsulykke. Landsretten skulle i forbindelse med sagen både tage stilling til, om det var godtgjort, at arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende, og om der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og tilskadekomsten.

Sagen handlede om en operatør, som med håndkraft ville flytte en pallevogn med fire rammer med varer på plads under en reol. Da operatøren forsøgte at både trække og skubbe pallevognen, der i alt vejede 640 kg, fik hun et vrid i ryggen. Hun fik efterfølgende konstateret en diskusprolaps og rejste krav om erstatning over for arbejdsgiveren.

Operatøren hævdede bl.a., at arbejdsgiveren ikke havde stillet forsvarlige arbejdsredskaber til rådighed, fordi pallevognen alene var beregnet til at håndtere en vægt på maksimalt 500 kg.

Arbejdsgiveren gjorde heroverfor gældende, at operatøren havde megen erfaring med at håndtere varer på paller, og at der bl.a. var stillet gaffeltrucks, som operatøren havde erfaring med at betjene, til rådighed.

Desuden henviste arbejdsgiveren til, at Retslægerådets flertal fandt, at det ikke lægeligt kunne fastslås, om ryglidelsen var en følge af hændelsen med pallevognen. Retslægerådet udtalte dog også, at smerterne opstod i tidsmæssig sammenhæng med hændelsen, og at dette talte for ”en sammenhæng af symptomudløsende karakter”.

Der var årsagssammenhæng
Byretten fastslog, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig, og Vestre Landsret stadfæstede denne dom i forbindelse med arbejdsgivers anke.

Landsretten lagde bl.a. vægt på, at opgaven ikke var ”ufarlig”, bl.a. henset til, at pallevognen alene var beregnet til at håndtere en vægt på 500 kg, og at de fire rammer derfor skulle være flyttet ved brug af selvkørende tekniske hjælpemidler. Arbejdsforholdene var derfor ikke sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, og der var ikke blevet ført effektivt tilsyn med arbejdet.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der var godtgjort den nødvendige årsagssammenhæng mellem hændelsen og tilskadekomsten, henviste landsretten til Retslægerådets bemærkning om den tidsmæssige sammenhæng mellem hændelsen og medarbejderens smerter. På trods af udtalelsen fra Retslægerådets flertal fandt landsretten derfor, at det var bevist, at operatørens ryglidelse var forårsaget af flytningen af pallevognen.

Medarbejderen havde derfor krav på godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab. 

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen bekræfter, at der foretages en skærpet vurdering af, om arbejdsgiver har iagttaget sin forpligtelse til at sikre et sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt arbejdsmiljø, når der er tale om arbejdsopgaver, der involverer særlige faremomenter, og
  • at afgørelsen endvidere er interessant, fordi landsretten når frem til, at medarbejderen har godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og de helbredsmæssige gener, på trods af at Retslægerådets flertal havde udtalt, at det ikke lægeligt kunne fastslås, at generne alene var en følge af arbejdsulykken. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.