Skrevet af

Bestemmelserne i en overenskomst skal fortolkes på baggrund af forskellige elementer, herunder parternes forudsætninger ved bestemmelsens indførelse, parternes fælles forståelse af bestemmelsernes indhold og parternes anvendelse af bestemmelserne i praksis. I denne sag skulle en faglig voldgift tage stilling til, om en overenskomsts bestemmelser gav de omfattede medarbejdere ret til fri med løn på visse dage, eller om to regioners lokale ordninger med ret til lønnet frihed kunne opsiges uafhængigt af overenskomsten.

Sagen handlede om den regionale overenskomst for professionsbachelorer på det tekniske område, dvs. maskinmestre og bygningskonstruktører. Det følger af overenskomstens arbejdstidsbestemmelse, som blev indført ved overenskomstens etablering i 2008, at: ”Der gives i øvrigt fridage efter de regler, der måtte være fastsat af den enkelte region/institution.” Forud for overenskomstens indførelse var nogle af de omfattede medarbejdere omfattet af en kollektiv aftale, som gav ret til frihed med løn på de omhandlede dage.

To regioner opsagde i 2014 og 2017 deres hidtil gældende lokale ordninger, hvorefter særligt administrative medarbejdere, men også medarbejdere omfattet af overenskomsten, havde haft ret til fri med løn 1. maj, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

De overenskomstbærende faglige organisationer mente, at friheden med løn var en del af overenskomsten, og de indbragte derfor sagen for en faglig voldgift. Organisationerne anførte bl.a., at arbejdstidsbestemmelsen forudsatte, at der blev givet frihed på i hvert fald nogle dage, da den ellers savnede mening, samt at regionernes praksis gennem mange år havde skabt en kutyme, som kun kunne opsiges sammen med overenskomsten.

Retten til frihed med løn var ikke en del af overenskomsten
Opmanden var enig med Regionernes Lønnings- og Takstnævn i, at overenskomsten ikke medførte ret til frihed med løn på særlige dag. Opmanden udtalte, at ordlyden af bestemmelsen ikke forudsatte, at der nødvendigvis skulle være regler om fridage i de enkelte regioner, og at der i øvrigt ikke var fastsat sådanne regler. Det var heller ikke godtgjort, at parterne ved overenskomstens indgåelse havde haft en fælles forudsætning om, at der skulle videreføres tidligere ordninger om frihed med løn på de omhandlede dage.

Opmanden var enig med de faglige organisationer i, at der i de to regioner i betydeligt omfang havde været en praksis for at give særligt administrative medarbejdere fri på de omhandlede dage. Det var imidlertid ikke bevist, at der i regionerne var en fælles forståelse af, at medarbejdere omfattet af den omhandlede overenskomst havde ret til frihed med løn på de fire dage. Det var heller ikke godtgjort, at regionernes praksis var så langvarig fast og entydig, at den udgjorde en kutyme, som skulle opsiges med overenskomsten.

Opmanden fandt på den baggrund, at begge regioners opsigelse af de lokalt praktiserede ordninger var gyldige.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen er i tråd med tidligere praksis, som viser, at en praktiseret ordning skal have en ganske lang varighed og være fast og entydig, som partnere skal have fulgt ud fra en følelse af at være retligt forpligtet, før den kan tages til indtægt for overenskomstparternes fælles forståelse og fortolkning af en overenskomstbestemmelse og/eller udvikle sig til en kutyme.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.