U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

Principmeddelelse om den sikringspligtige arbejdsgiver for ansatte hjælpere i en BPA-ordning

Hvis en borger med varig funktionsnedsættelse – som er blevet tilkendt en ordning om borgerbeskyttet personlig assistance (BPA-ordning) – indgår en aftale om at overføre det kommunale tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, overgår arbejdsgiveransvaret og sikringspligten til den, som tilskuddet overføres til

Skrevet af

Yvonne Frederiksen

Ida Elise Tommerup

Det følger af serviceloven, at personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan få udbetalt et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, som borgeren selv antager og er arbejdsgiver for. Borgeren kan imidlertid overdrage arbejdsgiveransvaret til fx en privat virksomhed ved at overføre det offentlige tilskud til virksomheden. Principmeddelelsen vedrører spørgsmålet om, hvem der er den sikringspligtige arbejdsgiver efter arbejdsskadeloven for hjælpere, når arbejdsgiveransvaret er overdraget til en anden.

Principmeddelelsen er baseret på Ankestyrelsens principielle afgørelse i en sag, som vedrører en hjælper, der under udførelsen af sit arbejde for en borger – som led i en BPA-ordning – pådrog sig en arbejdsskade i form af et smæld i ryggen.

Borgeren havde ved skriftlig aftale overdraget tilskuddet i henhold til BPA-ordningen til en privat virksomhed, hvor den skadelidte hjælper var ansat. Det fremgik af hjælperens ansættelseskontrakt, at borgeren fungerede som arbejdsleder for hjælperen, mens den private virksomhed fungerede som arbejdsgiver for hjælperen.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at den private virksomhed ved den skriftlige aftale mellem borgeren og virksomheden havde overtaget tilskuddet til BPA-ordningen og dermed også arbejdsgiverrollen i forhold til den skadelidte hjælper. Ankestyrelsen fandt således, at den skadelidte hjælper på skadestidspunktet var ansat af den private virksomhed – og ikke af borgeren – hvorfor den private virksomhed var den rette sikringspligtige arbejdsgiver i forhold til hjælperen.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Ankestyrelsens principmeddelelse fastslår, at udgangspunktet er, at en borger, som er bevilget en BPA-ordning, selv er arbejdsgiver for en ansat hjælper og sikringspligtig arbejdsgiver efter arbejdsskadesikringsloven, men

  • at principmeddelelsen også illustrerer, at sikringspligten og arbejdsgiveransvaret følger tilskuddet; overdrages tilskuddet, overgår arbejdsgiveropgaven og sikringspligten til den, som tilskuddet overføres til.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.