Klausul som ejer eller ansat?

Det følger af lov om ansættelsesklausuler, at en konkurrenceklausul er ugyldig, hvis en arbejdsgiver opsiger en medarbejder, uden at vedkommende har givet anledning til det. Modsat lovens øvrige regler gælder dette også for andre end lønmodtagere, der har påtaget sig en konkurrenceklausul. Men gælder reglen også for klausuler, som kapitalejere har pålagt hinanden i en ejeraftale? Det har Højesteret set på i denne sag.

En “blandet relation”
Sagen handlede om to personer, der i 2017 stiftede et selskab sammen inden for skimmelsanering, nedrivning og udbedring af fugtskader. Parterne indgik en ejeraftale om kapitalandelene i selskabet, hvori der blandt andet var aftalt en konkurrenceklausul.

I 2019 fandt den ene af kapitalejerne ud af, at den anden havde faktureret og udført arbejde i selskabets navn, men at betalingen herfor ikke var tilgået selskabet. Der blev indgået en forligsaftale, hvorved den anden kapitalejer overdrog sine kapitalandele for 1 kr. til den første. Det fremgik af forligsaftalen, at den – nu – tidligere kapitalejer var indforstået med, at ejeraftalens konkurrenceklausul ville gælde i 2 år fra overdragelsestidspunktet.

Tankerne bag reglerne
Kort efter fik den tidligere kapitalejer tilbudt en ny ansættelsesaftale, da han fremover skulle være tilknyttet i en anden rolle end som medejer. Den ønskede han dog ikke at underskrive, og han blev derfor opsagt og fritstillet.

I fritstillingsperioden blev den tilbageværende kapitalejer bekendt med, at den tidligere kapitalejer på sin Linkedin-profil reklamerede med konkurrerende virksomhed. Da den tidligere kapitalejer fortsatte profileringen trods indskærpelse af sine forpligtelser, blev han til sidst bortvist.

Reklameringen stoppede dog stadig ikke, og selskabet gik derfor til byretten for at få nedlagt et forbud mod den tidligere kapitalejers konkurrence mod selskabet. Byretten nedlagde forbud, men den tidligere kapitalejer kærede kendelsen, da han mente, at konkurrenceklausulen var bortfaldet, fordi han var blevet opsagt uden selv at have givet anledning til det.

Sagen fandt vej til Højesteret, der ligesom landsretten fastholdt det nedlagte forbud. Højesteret fandt, at den tidligere kapitalejer med konkurrenceklausulen havde forpligtet sig over for den anden ejer og ikke som medarbejder over for selskabet som arbejdsgiver. Selvom det fremgik af lovbestemmelsens ordlyd, at reglen om bortfald ved opsigelse også gjaldt ikke-lønmodtagere, fremgik det af lovens forarbejder, at lovgiver ikke havde haft nogen intention om at ændre reglerne, som de var, før ansættelsesklausulloven trådte i kraft. Dermed gjaldt reglen kun, hvis klausulen var indgået som en del af et ansættelsesforhold og ikke i en ejeraftale.