Skrevet af

Når en praksis – fx vedrørende fordelingen af drikkepenge – følges gennem længere tid, kan den i visse tilfælde få status af en arbejdsretlig kutyme. Det afhænger i så fald af kutymens karakter, om den kan opsiges uafhængigt af ‎overenskomsten, eller om den skal opsiges sammen med overenskomsten. Det var bl.a. ‎temaet i denne sag.

Sagen handlede om, hvorvidt DFDS som arbejdsgiver var berettiget til at bestemme, at de drikkepenge, som tjenere og bartendere modtog på ruten København-Oslo, fremover skulle fordeles ligeligt mellem samtlige tjenere, bartendere, kokke mv., som havde arbejdet i den pågældende tørn (en 14 dages periode).

De pågældende tjenere var omfattet af en overenskomst indgået mellem DFDS og 3F, som ikke indeholdt bestemmelser om drikkepenge. Parterne var dog enige om, at det siden 1958 havde været praksis, at tjenerne havde haft ret til at beholde de drikkepenge, som de modtog, uden at skulle dele med kollegerne. DFDS betragtede denne praksis som en arbejdsretlig kutyme og opsagde i 2018 kutymen med 3 måneders varsel.

Det var tjenerne – repræsenteret af 3F – imidlertid ikke tilfredse med. 3F indbragte derfor sagen for faglig voldgift, hvor 3F bl.a. gjorde gældende, at det slet ikke faldt ind under DFDS’ ledelsesret at bestemme, at tjenerne skulle dele drikkepengene. DFDS fastholdt heroverfor, at der var tale om en arbejdsretlig kutyme, som kunne opsiges uafhængigt af overenskomsten.

Kutymen bortfaldet
Opmanden konstaterede, at når tjenerne modtog drikkepenge, var det i kraft af deres ansættelsesforhold. DFDS kunne i den forbindelse gennem arbejdets tilrettelæggelse i betydeligt omfang påvirke tjenernes mulighed for at modtage drikkepenge. Det var også udtryk for en legitim interesse, at DFDS ønskede at beslutte fordelingen af drikkepengene bl.a. under hensyn til samarbejdet med de forskellige personalegrupper.

Der forelå heller ikke beviseligt en branchekutyme om, at tjenere altid havde ret til at beholde modtagne drikkepenge. Opmanden mente derfor, at DFDS inden for ledelsesretten kunne bestemme fordelingen af drikkepenge som sket. Den praksis, som havde eksisteret, havde karakter af en arbejdsretlig kutyme, der som udgangspunkt kunne opsiges med 3 måneders varsel.

Henset til kutymens lange levetid, samt at ændringen for nogle tjenere medførte et ikke ubetydeligt indtægtstab, mente opmanden dog, at der var tale om en kutyme, som tjenerne i særlig grad havde indrettet sig efter – herunder taget i betragtning ved overenskomstforhandlingerne. Kutymen kunne derfor alene opsiges til bortfald ved overenskomstperiodens udløb.

Den relevante overenskomstperiode var imidlertid udløbet i februar 2020, og kutymen var derfor bortfaldet fra dette tidspunkt.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelser viser, at det falder inden for arbejdsgiverens ledelsesret at bestemme fordelingen af drikkepenge, fordi medarbejderne modtager dem i kraft af deres ansættelse, og
• at afgørelsen ydermere er et eksempel på den såkaldte ”mellemløsning”, hvor en kutyme har eksisteret så længe og har en sådan tilknytning til overenskomsten, at den kun kan opsiges til bortfald samtidig med overenskomstens udløb, selvom kutymen ikke decideret er blevet en del af overenskomsten.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.