Skrevet af
Fravigelser skal fremgå
En arbejdsgiver, der ikke havde tiltrådt en overenskomst, skulle have taget udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst ved ansættelse af fleksjobansatte medarbejdere
Skrevet af
Christian K. Clasen
Selma Carøe
Ved ansættelse af en fleksjobansat medarbejder skal virksomheder, der ikke har en overenskomst, tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst med hensyn til løn og øvrige arbejdsvilkår. Men i hvilket omfang har virksomheden i en sådan situation mulighed for at aftale fravigelser af overenskomstens arbejdsvilkår? Det tog Arbejdsretten stilling til i denne sag.
Sagen omhandlede to montagemedarbejdere, der var ansat i fleksjob hos en virksomhed. Montagemedarbejderne var ikke dækket af en overenskomst, men i henhold til ansættelseskontrakten skulle arbejdsvilkårene reguleres af den gældende overenskomst.
3F rejste krav om, at de to medarbejdere havde krav på betaling af løn og pension i henhold til Industriens Overenskomst, hvilket virksomheden ikke var enig i, og spørgsmålet blev indbragt for Arbejdsretten.
Fravigelser kan aftales
Arbejdsretten vurderede, at Industriens Overenskomst var en relevant sammenlignelig overenskomst, og at virksomheden derfor skulle tage udgangspunkt i denne ved fastsættelsen af de to medarbejderes løn og øvrige arbejdsvilkår.
Arbejdsretten nåede frem til, at arbejdsgivers pligt til at tage udgangspunkt i en sammenlignelig overenskomst betyder, at medarbejderen skal gøres bekendt med, hvilken overenskomst der tages udgangspunkt i, så medarbejderen kan tage stilling til, om vedkommende er indforstået med at fravige overenskomsten. Derefter kan konkrete fravigelser af overenskomsten aftales.
Da de to medarbejdere ikke var klar over, at aftalen om løn mv. tog udgangspunkt i Industriens Overenskomst, og da der ikke var aftalt fravigelser, fandt Arbejdsretten, at de havde krav på mindst de rettigheder, der fulgte af overenskomsten.
Virksomheden skulle derfor efterbetale løn og pension til begge medarbejdere.
Det var dog ikke i strid med ansættelsesbevisloven, at Industriens Overenskomst ikke var nævnt i ansættelseskontrakterne.
Norrbom Vinding bemærker
-
at afgørelsen illustrerer, at en arbejdsgiver, der ikke er dækket af en overenskomst, skal tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst ved fastsættelsen af en fleksjobansat medarbejders løn og øvrige vilkår, og
-
at arbejdsgiver skal gøre den fleksjobansatte medarbejder bekendt med den overenskomst, der tages udgangspunkt i, og beskrive, hvilke dele af overenskomsten der eventuelt måtte være fraveget.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.