U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

07.04.2021 | Kollektiv arbejdsret

Skrevet af

Søren Skjerbek
Partner LLM

For psykisk påvirket til at arbejde under ulovlig arbejds­nedlæggelse

En række tjenestemænd blev idømt bøder for at afholde faglige møder i arbejdstiden.

Som følge af utilfredshed med DSB’s indmeldelse i Dansk Industri blev der i efteråret og vinteren 2018 gennemført en række faglige aktioner blandt lokomotivførerne ved S-togene og togførerne ved fjern- og regionaltogene. En række tjenestemænd, der havde deltaget i disse faglige møder eller befundet sig i opholdsstuerne den 28. november 2018, hvor de faglige møder foregik uden at tage afstand herfra, blev idømt en bøde af Tjenestemandsretten.

For de øvrige tjenestemænd, der havde befundet sig andre steder på Københavns Hovedbanegård eller var i færd med at fremføre tog, var der ikke skabt en formodning for, at de havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen. Vi har omtalt sagen om arbejdsnedlæggelsen den 5. november 2018 og den efterfølgende afgørelse fra Tjenestemandsretten her.

Samme ræsonnement blev lagt til grund af Tjenestemandsretten i denne sag, der blev anlagt som følge af en række faglige møder blandt lokomotivførerne den 28. november 2018. Her anerkendte en række tjenestemænd at have deltaget i arbejdsnedlæggelsen og blev derfor idømt bøder, mens de tjenestemænd, der havde befundet sig andre steder på DSB’s område eller var i færd med at fremføre tog, blev frifundet.

Psykisk påvirkede
Særligt for denne sag var dog, at fire af tjenestemændene bestred, at de havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen, og forklarede, at de som følge af den anspændte stemning ikke så sig i stand til at udføre deres arbejde og derfor med gyldig grund havde undladt at fremføre tog. De havde i stedet befundet sig i opholdsstuen eller forladt arbejdspladsen.

Tjenestemandsretten fandt, at ved henholdsvis at opholde sig i samme lokaler som medarbejderne, der havde nedlagt arbejdet, eller ved at aflevere adgangskortet og forlade arbejdspladsen, var der skabt en formodning for, at tjenestemændene deltog i arbejdsnedlæggelsen. Denne formodning var ikke blevet afkræftet ved forklaringerne om, at tjenestemændene var for psykisk påvirkede til at arbejde.

De blev derfor idømt bøder efter sædvanlig takst.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen, ligesom den tidligere, illustrerer, at der ikke i sig selv eksisterer en forpligtelse for tjenestemanden til at orientere ledelsen om, at vedkommende ikke er en del af en ulovlig arbejdsnedlæggelse, men det kan skabe formodning for det modsatte, hvis tjenestemanden befinder sig sammen med kollegerne, der har nedlagt arbejdet, eller hvis vedkommende afleverer sit adgangskort og forlader arbejdspladsen, og
  • at Tjenestemandsretten i den forbindelse ikke anså det for en formildende omstændighed, at medarbejderne angiveligt så sig ud af stand til at arbejde som følge af stemningen på arbejdspladsen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.