Skrevet af
Chikane mod offentligt ansatte
En borger blev idømt 6 måneders ubetinget fængselsstraf for chikane mod offentligt ansatte.
Det følger af straffelovens § 119 a, at den, som krænker offentligt ansatte ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere dem under udførelsen af tjenesten eller i anledning af denne, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Hvorvidt en række tilfælde af henvendelser fra en borger til offentligt ansatte kunne anses for chikane i straffelovens forstand, skulle byretten tage stilling til i denne sag – og særligt var spørgsmålet også om der – som en af de første gange i Danmark – var grundlag for en fængselsstraf.
Sagen handlede om en borger, der – i forlængelse af en familiesag behandlet i kommunen – kontaktede de pågældende sagsbehandlere og andre medarbejdere involveret i sagen på chikanøs vis via mail, sms/mms samt ved opslag på Facebook. Borgeren fik derfor bl.a. et tilhold om ikke at kontakte eller forfølge to af disse medarbejdere, hvilket dog ikke stoppede henvendelserne til de pågældende og andre – uanset borgeren fik en bøde for at overtræde tilholdet, ligesom Facebook profilen også én gang blev lukket på foranledning af kommunen.
Borgeren beskyldte på Facebook bl.a. de pågældende medarbejdere for magtmisbrug, for at være psykopater, at begå dokumentfalsk, at være pædofile, at overvåge borgerne, at være ansvarlige for menneskehandel af børn, at være korrupte og borgeren postede billeder af de pågældende medarbejderes børn med trusler om, hvad der burde overgå børnene. Forholdene blev anmeldt til politiet, der iværksatte en efterforskning, som førte til, at der blev rejst tiltale mod borgeren.
Skyldig
Byretten fandt, at samtlige forhold måtte anses for chikane omfattet af straffeloven og lagde i den forbindelse vægt på kontaktens karakter og omfang samt den sammenhæng det blev fremsat i til en række medarbejdere i kommunen. I forhold til de to medarbejdere, hvor der var meddelt et tilhold, måtte dette tilhold anses for overtrådt. Tillige måtte en enkelt henvendelse til en medarbejder i Ankestyrelsen anses for chikane.
Borgeren blev på den baggrund idømt 6 måneders ubetinget fængsel, der særligt blev fastsat i lyset af, at medarbejderne som led i deres arbejde var påtvunget en vis kontakt til borgeren, og at chikanen havde haft konsekvenser for de pågældende og deres familier, herunder i form af sygemeldinger, og at borgeren tidligere var dømt for overtrædelse af tilholdet.
Derudover blev de to medarbejdere, der havde fået et tilhold, hver tilkendt 5.000 kr. i godtgørelse for tort.
Norrbom Vinding bemærker
- at dommen – vist nok – er det første eksempel på, at en person er straffet med ubetinget fængsel for chikane efter § 119 a, men at grovheden, omfanget og længden af chikanen i sagen også var særlig,
- at dommen bekræfter, at i grove tilfælde kan der udmåles en fængselsstraf, også selvom der er tale om en førstegangsovertrædelse af § 119 a,
- at det samlede sagskompleks, herunder også borgerens forudgående grundløse søgsmål mod den ene embedsmand, har varet i mere end 6 år, og
- at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffen som udgangspunkt skal fastsættes til en bøde på 7.500 kr. ved førstegangstilfælde, hvorfor sagen illustrerer, hvilke forhold der kan medvirke til en væsentlig skærpelse af straffen.
Norrbom Vinding har bistået kommunen og de pågældende embedsmænd i sagsforløbet. Sagen er anket til landsretten.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.