Bortvisning – hvor langt rækker lønforpligtelsen?

Højesteret har fastslået, at en bortvisning af en medarbejder i en kommune ikke kunne tillægges lønmæssig virkning fra høringstidspunktet, men først fra bortvisningstidspunktet. 

Skrevet af

Hvis en offentlig arbejdsgiver påtænker at bortvise en medarbejder grundet væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, er arbejdsgiveren forpligtet til at partshøre medarbejderen, inden den endelige afgørelse træffes.

I sagen her skulle Højesteret ikke tage stilling til, om en bortvisning var sket med rette. Den del af sagen var der nemlig blevet taget endeligt stilling til; først ved byretten og senere ved landsretten. Og her var konklusionen klar: Den kommunale arbejdsgiver var i sin gode ret til at bortvise. Vores nyhedsomtale af Østre Landsrets dom i sagen kan læses her.

Det, Højesteret skulle tage stilling til i sagen, var alene spørgsmålet om, hvor længe medarbejderen havde krav på løn: Om bortvisningen kunne tillægges lønmæssig virkning fra høringstidspunktet eller først fra bortvisningstidspunktet.

Medarbejderen mente, at han var berettiget til løn helt frem til den endelige afgørelse om bortvisning, uanset at han havde været fritaget for tjeneste under hele partshøringsperioden. Bl.a. anførte medarbejderen, at en bortvisning som udgangspunkt ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft, at han fortsat havde været til rådighed for kommunen under tjenestefritagelsen og helt frem til bortvisningstidspunktet, og at han ligeledes i perioden havde været omfattet af den sædvanlige loyalitetspligt i ansættelsesforholdet.

Kommunen gjorde derimod gældende, at bortvisningen skulle have lønmæssig virkning allerede fra høringstidspunktet, idet kommunen pga. medarbejderens adfærd over for en kollega reelt havde været afskåret fra at benytte medarbejderens arbejdskraft i perioden mellem høringstidspunktet og bortvisningstidspunktet. Desuden havde kommunen allerede i høringsbrevet tilkendegivet, at lønnen – hvis sagen mundede ud i en bortvisning – ville blive stoppet med virkning fra høringstidspunktet, hvilket i øvrigt var i overensstemmelse med kommunens sædvanlige praksis i bortvisningssager og med støtte i flere domme fra landsretterne.

Lønmæssig virkning fra bortvisningstidspunktet
Både byret og landsret havde tilsluttet sig, at bortvisningen allerede kunne tillægges lønmæssig virkning fra høringstidspunktet.

Højesteret nåede dog frem til det modsatte resultat, idet Højesteret fandt, at bortvisningen først kunne tillægges lønmæssig virkning fra bortvisningstidspunktet.

I dommen lagde Højesteret vægt på, at ansættelsesforholdet først kunne anses for at være endegyldigt ophørt på bortvisningstidspunktet. Derfor var kommunen forpligtet til at betale løn til medarbejderen indtil dette tidspunkt, medmindre der forelå omstændigheder, der ville kunne føre til et andet resultat. Sådanne omstændigheder forelå efter Højesterets opfattelse ikke i sagen. Højesteret bemærkede særskilt, at tjenestefritagelsen i høringsperioden og oplysningen om den lønmæssige konsekvens i høringsbrevet ikke bevirkede, at medarbejderen ikke havde krav på løn i høringsperioden.

Medarbejderen fik derfor medhold i det spørgsmål, der var indbragt for Højesteret. 

Norrbom Vinding bemærker

• at det med Højesterets dom er fastslået, at lønforpligtelsen som udgangspunkt består, indtil afgørelsen om bortvisning er truffet, men

• at der konkret vil kunne foreligge omstændigheder, der vil kunne føre til et andet resultat, dog

• at sådanne omstændigheder ikke forelå i den konkrete sag.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen i sagen i alle tre instanser.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.