Skrevet af

Det følger af arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke må overstige 48 timer, inkl. overarbejde, over en referenceperiode på 4 måneder. Men hvis der er tale om en vikar – er det så vikarbureauets eller brugervirksomhedens forpligtelse at sikre, at reglerne bliver overholdt? Det skulle Vestre Landsret tage stilling til i denne sag.

Sagen handlede sig om en vikar, der gennem 1 år og 7 måneder havde arbejdet som svejser for en brugervirksomhed. Vikaren og flere af hans kolleger var litauiske statsborgere. De arbejdede typisk intenst i en periode efterfulgt af en arbejdsfri periode, hvor de rejste hjem.

Vikaren havde først været ansat i et vikarbureau, men da samarbejdet med brugervirksomheden opførte, fortsatte vikaren med at arbejde i brugervirksomheden, før han indgik ansættelsesaftale med et nyt vikarbureau, hvor ansættelsesperioden blev tilbagedateret. De to vikarbureauer var efterfølgende blevet tvangsopløst, henholdsvis gået konkurs.

Vikaren havde i flere referenceperioder arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit og lagde derfor sag an mod brugervirksomheden med krav om godtgørelse. Brugervirksomheden afviste kravet bl.a. under henvisning til, at det var vikarbureauerne, der havde været arbejdsgiver.

Den reelle arbejdsgiver
Byretten fandt, at det påhvilede vikarbureauet som arbejdsgiver at påse overholdelse af reglerne om arbejdstid. Da der ikke var grundlag for at konkludere, at brugervirksomheden var arbejdsgiver eller kunne sidestilles hermed, blev brugervirksomheden frifundet.

Landsretten lagde ud med at fastslå, at der var sket en overtrædelse af 48-timersreglen, og lagde endvidere til grund, at vikarbureauerne var stiftet til brug for samarbejdet med brugervirksomheden.

Landsretten fremhævede derpå en række forhold, der understøttede dette tætte samarbejde, herunder at vikaren var fortsat med at arbejde for brugervirksomheden, selvom samarbejdet med vikarbureauet var afbrudt, at brugervirksomheden på vegne af vikarbureauet kunne afskedige medarbejderne, at brugervirksomheden skulle sørge for bopæl til medarbejderne, og at brugervirksomheden selv havde holdt øje med arbejdstiden for at sikre overholdelse af 48-timersreglen. Disse forhold førte samlet set til, at vikaren kunne rette krav om godtgørelse mod brugervirksomheden. Godtgørelsen blev fastsat til 25.000 kr.

Norrbom Vinding bemærker

• at dommen ikke ændrer ved udgangspunktet om, at det påhviler vikarbureauet at sikre, at vikaren under sin udsendelse til brugervirksomheden har samme vilkår, som hvis vikaren var ansat af brugervirksomheden, og at vikarbureauet derfor er ansvarlig, hvis regler om fx arbejdstid ikke overholdes, men
• at nogle særlige konkrete forhold i denne sag – herunder det tætte samarbejde mellem vikarbureauerne og brugervirksomheden samt medarbejderens kontinuerlige arbejde for brugervirksomheden med eller uden ansættelseskontrakt med et af vikarbureauerne – bevirkede, at brugervirksomheden skulle bære ansvaret for overtrædelse af reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.