Universitetsvagternes forældede krav

Tre vagter mente, at en arbejdsklausul gav dem ret til at få erstatning fra et universitet. Kravet var imidlertid forældet, fastslog byretten i denne sag. 

Skrevet af

Arbejdsklausuler benyttes ofte i kontrakter, som offentlige myndigheder indgår med sine leverandører. Disse arbejdsklausuler indeholder regler om, hvorledes leverandørens medarbejdere skal honoreres. Men hvis en arbejdsklausul ikke lever op til de forventninger, som leverandørens medarbejdere har, kan medarbejderne så kræve erstatning af den offentlige myndighed? Dette var det overordnede tema i denne sag, men temaet blev aldrig behandlet. De krav, som medarbejderne fremsatte, var nemlig forældede.

Sagen vedrørte et universitet, som for perioden 1. juni 2018 til 31. maj 2020 havde indgået en kontrakt med et vagtselskab om, at dette selskab skulle udføre vagtopgaver på et af universitets campusområder. Kontrakten indeholdt en arbejdsklausul, som foreskrev, at de medarbejdere, som arbejdede på campusområdet, skulle have nogle nærmere angivne løn- og ansættelsesvilkår.

Efterfølgende opstod der en uenighed mellem universitetet og vagtselskabet om forståelsen af arbejdsklausulen. Uenigheden endte i august 2020 med, at vagtselskabet betalte yderligere mere end 700.000 kr. til selskabets vagter, hvorefter universitetet accepterede, at arbejdsklausulen måtte anses for overholdt.

Tre vagter var imidlertid utilfredse med denne konklusion. Vagterne havde den opfattelse, at arbejdsklausulen indebar, at vagterne havde ret til at blive aflønnet i henhold til en helt bestemt overenskomst. Og eftersom universitetet ikke havde sikret dette, fremsatte vagterne over for universitetet et erstatningskrav, som svarede til differencen mellem deres løn og det, som de mente at have krav på i henhold til arbejdsklausulen.

Kravet blev afvist af universitetet, hvorefter sagen lå stille i en længere periode. I juli 2023 besluttede vagterne imidlertid sammen med FH og VLS (Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning) at anlægge sag imod universitet, hvori de krævede løndifferencen erstattet.

Kravet var forældet
Da sagen blev rejst, anførte universitetet, at universitetet måtte frifindes, allerede fordi vagternes krav var forældet i henhold til forældelseslovens udgangspunkt, hvorefter krav forældes efter 3 år. Og hele den periode, som erstatningskravet vedrørte, lå mere end 3 år tilbage.

Over for dette synspunkt anførte vagterne bl.a., at der var tale om et krav, som mindede om et lønkrav. Lønkrav forældes ikke efter 3 år, men efter 5 år. Vagterne mente, at deres krav måtte behandles på samme måde, og dermed ville kun en mindre del af kravet være forældet i juli 2023, hvor sagen blev anlagt.

Vagterne var også af den opfattelse, at de ikke havde haft fuldt kendskab til deres krav før vagtselskabets ekstra honorering af vagterne i august 2020. Ifølge vagterne måtte dette betyde, at forældelse var suspenderet i henhold til forældelseslovens regler om, at forældelse kan suspenderes, hvis den, som har et krav, er ubekendt med dette krav.

Byretten frifandt universitetet. Byretten var således uenig med vagterne i, at erstatningskravet svarede til et lønkrav. Byretten mente heller ikke, at det kunne betyde noget, at der var kommet yderligere løn til udbetaling i august 2020.

Faktum var, at vagterne løbende i perioden fra juni 2018 til maj 2020 kunne kontrollere deres løn. Derfor var forældelse også indtrådt løbende i perioden juni 2021 til maj 2023, og hele kravet var dermed forældet i juli 2023, hvor sagen blev anlagt. Byretten fik således ikke lejlighed til at tage stilling til det mere principielle spørgsmål om, hvorvidt universitetet var erstatningsansvarlige for vagternes påståede tab. 

Norrbom Vinding bemærker

• at byretten i sin dom bekræfter, at reglerne om 5-årig forældelse af lønkrav ikke omfatter krav om erstatning af lønlignende krav anlagt mod andre end arbejdsgiveren, og

• at sagen i øvrigt bør give anledning til, at de offentlige myndigheder, som ikke er forpligtet hertil, nøje overvejer, om arbejdsklausuler skal anvendes, idet de faglige organisationer, herunder FH, tilsyneladende er af den opfattelse, at der kan rejses erstatningskrav over for myndighederne, hvis ikke myndighederne sikrer, at disse arbejdsklausuler får et indhold, som fuldstændig svarer til det, som organisationerne ønsker, hvilket vil kunne påføre myndigheden udgifter i forbindelse med en eventuel retssag samt eventuelle yderligere tab, såfremt medarbejderne måtte få medhold, men

• at det i øvrigt er Norrbom Vindings vurdering, at en arbejdsklausul som altovervejende hovedregel vil være et anliggende mellem den offentlige myndighed og dennes leverandør, som ikke giver leverandørens medarbejdere adgang til at kræve erstatning fra den offentlige myndighed.

Universitetet var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.