Skrevet af

Som udgangspunkt udgør medarbejderes transporttid til og fra arbejdet ikke arbejdstid. I denne sag skulle Østre Landsret bl.a. tage stilling til, om dette også gælder for sælgere, når de kører til første kunde fra hjemmet og fra sidste kunde retur til hjemmet.

Sagen handlede om en sikkerhedskonsulent, der var ansat til 37 timer om ugen, men med angivelse i ansættelseskontrakten om, at der i visse situationer ville være behov for en øget arbejdsindsats. Betaling for overarbejde var hverken behandlet i ansættelseskontrakten eller i den gældende overenskomst. Sikkerhedskonsulenten var en udkørende sælger; dvs., han havde base i hjemmet, hvorfra han kørte ud til kundemøder.

Sikkerhedskonsulenten fik en advarsel for ikke at leve op til sine salgsmål. Herefter kørte en leder med ham nogle dage for at give ham vejledning til forbedring, og da han fortsat ikke opnåede den nødvendige forbedring, blev han afskediget. Sikkerhedskonsulenten mente dog, at de dårlige salgstal beroede på virksomhedens forhold, og at afskedigelsen derfor var usaglig.

Sikkerhedskonsulenten anlagde derfor sag ved domstolene, hvor han gjorde gældende, at han havde ret til godtgørelse for usaglig opsigelse, samt at han havde ret til betaling for 280 timers overarbejde, hvoraf størstedelen bestod af transporttid fra hjemmet til og fra de første henholdsvis sidste kunder.

Transporttiden var ikke arbejdstid
Virksomheden gjorde gældende, at opsigelsen var saglig, idet den skyldtes dårlig performance. Derudover gjorde virksomheden gældende, at medarbejderen ikke var berettiget til overtidsbetaling, idet dette hverken var aftalt i hans ansættelseskontrakt eller i den gældende overenskomst, samt at transporttiden fra hjemmet til og fra de første henholdsvis sidste kunder desuden slet ikke udgjorde arbejdstid.

Byretten frifandt virksomheden. Byretten fandt, at afskedigelsen var saglig, bl.a. fordi det ikke var godtgjort, at sikkerhedskonsulentens dårlige salgstal skyldtes, at hans salgsområde var dårligt, sådan som det var gjort gældende. Sikkerhedskonsulenten havde heller ikke godtgjort, at der havde været dage, hvor transporten til og fra de første henholdsvis sidste kunder udgjorde en så uforholdsmæssig stor del af dagen, at transporttiden uden udtrykkelig aftalemæssigt grundlag udgjorde arbejdstid, og byretten afviste derfor kravet på overtidsbetaling.

For landsretten drejede sagen sig primært om kravet på overtidsbetaling. Landsretten tiltrådte byrettens præmisser og konstaterede, at der uden dækning i ansættelseskontrakten eller overenskomsten ikke var grundlag for at anse transporttiden til den første kunde og fra den sidste kunde for at udgøre arbejdstid. Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at sikkerhedskonsulenten havde udført arbejde ud over, hvad der fulgte af ansættelseskontrakten, bl.a. fordi det var anført i ansættelsesaftalen, at der i visse situationer ville være behov for en øget arbejdsindsats. Landsretten frifandt derfor også virksomheden.

Østre Landsret udtalte mere generelt, at det ikke er et usædvanligt vilkår for udkørende sælgere, at arbejdstiden først starter hos den første kunde og slutter ved færdiggørelsen af besøget hos den sidste kunde – og at transporttiden således ikke udgør arbejdstid.

Sikkerhedskonsulenten og hans faglige organisation har søgt tredjeinstansbevilling ved Procesbevillingsnævnet.

Norrbom Vinding bemærker

• at Østre Landsrets dom fastslår, at der – uanset den såkaldte Tyco-sag (sag C-266/14), hvor EU-Domstolen kom frem til, at en række spanske udkørende teknikeres transporttid fra hjemmet til og fra de første henholdsvis sidste kunder udgjorde arbejdstid (i forhold til hviletidsreglerne) – som det helt klare udgangspunkt ikke er tale om arbejdstid, når udkørende sælgere kører til første og fra sidste kunde, medmindre der er faste holdepunkter herfor i ansættelseskontrakten eller overenskomsten.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.