Skrevet af

Det følger af lov om tidsbegrænset ansættelse og det bagvedliggende direktiv om tidsbegrænset ansættelse, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold som udgangspunkt kun kan ske, hvis fornyelsen er begrundet i objektive forhold.

Den ene sag, der var forelagt af en italiensk domstol, omhandlede en universitetsforsker, som var ansat for en 3-årig periode. Hans ansættelseskontrakt blev forlænget med 2 år, hvorefter han fik afslag på forlængelse, da det ikke var muligt at forlænge hans ansættelse i henhold til national italiensk lovgivning. Forskeren mente, at det var i strid direktivet om tidsbegrænset ansættelse, at han ifølge national lovgivning ikke havde ret til tidsubegrænset ansættelse.

Nationale grænser for varigheden kan være OK
EU-Domstolen udtalte, at direktivet om tidsbegrænset ansættelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der opstiller en grænse for den maksimale varighed af tidsbegrænsede kontrakter for universitetsforskere på 3 år, imens muligheden for forlængelse er begrænset til en enkelt gang for en periode på 2 år.

EU-Domstolen fastslog endvidere, at det i den situation ikke er nødvendigt, at lovgivningen definerer objektive og gennemsigtige kriterier, der muliggør en efterprøvelse af fornyelse og indgåelse af kontrakterne, samt hvorvidt der foreligger proportionalitet.

Ifølge EU-Domstolen giver en sådan lovgivning ikke anledning til risiko for misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet foranstaltningerne tværtimod begrænser mulighederne for at forlænge og forny tidsbegrænsede kontrakter og dermed forhindrer misbrug.

Variable frister holder ikke
Den anden sag, der var forelagt af en spansk domstol, angik en såkaldt hjælpeansat i hotel- og restaurationsbranchen. Hun var ansat som vikar i en stilling, som var tidsbegrænset, da arbejdsgiver afventede, at stillingen blev permanent besat. Arbejdsgiver opsagde hende efter 16 års ansættelse, idet den stilling, hun bestred, blev tildelt en fastansat.

National lovgivning fastsatte en frist på 3 år for afholdelse af ansættelsesprocedurer, men i medfør af national retspraksis kunne fristen forlænges af forskellige grunde.

Ifølge EU-Domstolen var fristen dermed variabel og uvis, hvilket muliggjorde fornyelse af tidsbegrænsede kontrakter i strid med direktivet. Fristen sikrede desuden ikke, at sådanne procedurer reelt blev gennemført, hvorfor fristen ikke umiddelbart var egnet til at forhindre misbrug. Den endelige vurdering af dette skulle dog foretages af den nationale domstol.

Endelig fastslog EU-Domstolen, at rent økonomiske hensyn i relation til finanskrisen i 2008 ikke kan begrunde, at der i national ret ikke er nogen foranstaltninger, der forebygger og sanktionerer anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

Norrbom Vinding bemærker

• at dommene fastslår, at det kan være tilladt at begrænse både varigheden og antallet af tidsbegrænsede kontrakter, forudsat at der ikke sker misbrug af reglerne for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, men
• at det omvendt ikke er tilladt ensidigt at forlænge tidsbegrænsede kontrakter forud for endelige ansættelsesprocedurer for faste stillinger, uden at det står klart, hvornår udvælgelsesproceduren til den faste stilling afholdes, og
• at den økonomiske krise i 2008 ikke kan begrunde fraværet af foranstaltninger mod misbrug af tidsbegrænsede kontrakter.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.