U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

17.11.2020 | Ansættelsesret

Skrevet af

Sara Baldus
Senioradvokat

Potentiel partner på porten

Et advokatfirmas opsigelse af en senioradvokat på grund af sygefravær og nedsat arbejdsevne var saglig. En aftalt bonus var til fuld og endelig afgørelse af advokatens krav.

Sygefravær vil som udgangspunkt være en saglig grund til at bringe et ansættelsesforhold til ophør, hvis sygefraværet har fået en karakter og varighed, der er uforenelig med virksomhedens drift. Vestre Landsret tog i denne sag stilling til, om det var tilfældet for en senioradvokat, der var deltidssygemeldt. I forbindelse med opsigelsen opstod der også en tvist om advokatens bonusordning.

Efter ca. 2 års ansættelse var der drøftelser mellem advokaten og advokatfirmaet om indtræden i partnerkredsen, og der blev aftalt en bonusordning, hvorefter han kunne opnå en variabel bonus for året baseret på et omsætningskrav.

Kort tid efter fik advokaten imidlertid en blodprop og var sygemeldt i ca. 3 måneder. Han genoptog derefter sit arbejde på nedsat tid med et par timer dagligt til at begynde med. Han havde efter blodproppen problemer med at deltage i telefonopkald og møder, og han kunne ikke gå i retten. Den lægelige vurdering var, at der ville gå ca. 6-12 måneder, før det ville være afklaret, om advokaten ville blive helt rask.

Efter ca. 2 måneder på nedsat tid tilbød advokatfirmaet advokaten en midlertidig ansættelseskontrakt på nedsat tid – og med nedsat løn. Det accepterede advokaten ikke, og advokatfirmaet opsagde ansættelsesforholdet, begrundet i at han pga. sit sygefravær ikke kunne varetage sine arbejdsopgaver.

I opsigelsesperioden opstod der uenighed mellem parterne om forståelsen af advokatens bonusordning. Det endte med, at der blev indgået en aftale om udbetaling af 50.000 kr. i bonus. Det fremgik af aftalen, at ”… bonusbeløbet vedrører og dækker ethvert krav på bonus for perioden [frem til fratrædelsen]”.

Advokaten lagde sidenhen sag an med krav om betaling af godtgørelse for usaglig afskedigelse og yderligere bonus.

En tabt sag
Både byretten og landsretten frifandt advokatfirmaet for advokatens krav. Landsretten fandt, at advokaten var ansat til at løse opgaver, som forudsatte en betydelig og selvstændig arbejdsindsats, og henviste til, at indtræden i partnerkredsen var drøftet.

Henset til, at advokaten havde brug for hjælp til at skaffe opgaver, at han ikke længere kunne løse alle opgavetyper lige effektivt, hans korte anciennitet på 3 år og den omstændighed, at advokatfirmaet havde tilbudt at fortsætte ansættelsesforholdet på nedsat tid, fandt landsretten, at opsigelsen var saglig.

Om bonusaftalen udtalte landsretten, at aftalen var indgået på baggrund af parternes uenighed. Efter ordlyden måtte bonusaftalen desuden forstås, som om den var indgået til fuld og endelig afgørelse af ”ethvert krav” på bonus frem til fratrædelsestidspunktet. Dermed havde advokaten ikke ret til yderligere bonus, uanset hvad vilkårene i den originale bonusordning var.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen er et eksempel på, at det som udgangspunkt og efter en konkret vurdering vil være sagligt begrundet at opsige en deltidssygemeldt medarbejder, der ikke kan – og ikke vil komme til i nær fremtid – varetage de opgaver, som vedkommende er ansat til, og
  • at afgørelsen derudover er et eksempel på, at arbejdsgivere og funktionærer kan indgå aftaler i en fratrædelsessituation om, at en udbetaling er til fuld og endelig afgørelse af de omhandlede krav, selvom det afviger fra oprindeligt aftalte vilkår.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.