07.12.2022 | Kollektiv arbejdsret

Skrevet af

Tobias Peter Jessen
Advokat­

Omklædning – den må du klare i fritiden

En arbejdsgiver fik medhold i, at en række opgaver, bl.a. omklædning, som blev udført før og efter en vagt, ikke kunne forlanges vederlagt ud over lønnen for den normale arbejdstid.

Den tid, en arbejdsgiver pålægger sine medarbejdere at være på virksomheden som led i udførelsen af arbejdet, vil som udgangspunkt udgøre arbejdstid. Det kan dog være aftalt eller forudsat i en overenskomst, at løn for normal arbejdstid også indeholder vederlag for tid på virksomheden, som anvendes til bl.a. omklædning før og efter normal arbejdstid. Det var temaet i denne faglige voldgiftssag.

Sagen handlede om en gruppe reddere, som var utilfredse med, at der ikke blev givet særskilt vederlag for opgaver, som blev udført før og efter normal arbejdstid. For nok var redderne historisk mødt ind omklædt, men nu var de også blevet pålagt andre opgaver, ligesom de af hygiejnemæssige årsager ikke længere måtte klæde om i hjemmet. Opgaverne omfattede ud over omklædning bl.a. ind- og udtjek af systemer samt lokalisering af korrekt køretøj.

Arbejdsgiveren var omfattet af overenskomster indgået mellem Dansk Erhverv og 3F, som kun omfattede pågældende arbejdsgiver. I overenskomsterne var der imidlertid ikke taget stilling til, om de omhandlede opgaver skulle foregå i den normale arbejdstid, eller om lønnen var fastsat sådan, at det var forudsat, at de pågældende opgaver skulle udføres før og efter den normale arbejdstid. Spørgsmålet måtte derfor afklares ved faglig voldgift.

Fælles forudsætning og forståelse
Opmanden konstaterede, at praksis i en årrække havde været, at redderne ikke særskilt var blevet honoreret for de opgaver, sagen omhandlede. Generelt måtte det dog anses for at være sagligt begrundet, at arbejdsgiveren stillede krav om særlig påklædning, herunder at omklædning skete på arbejdsstedet, idet redderne udførte præhospitalt arbejde.

Det var imidlertid ikke klart, hvornår kravet om, at redderne ikke måtte klæde om i hjemmet, var blevet indført. Men kravet havde sandsynligvis været stillet i årtier, uanset det ikke alle steder var blevet håndhævet helt konsekvent. De fleste reddere havde da også efterlevet dette krav, som var blevet indskærpet bl.a. i 2012 og 2017, uden at dette havde givet redderne anledning til at rejse krav om særskilt honorering for omklædningstid.

Opmanden mente derfor, at det måtte have været overenskomstparternes fælles forudsætning og forståelse, at omklædning skete på arbejdsstedet, og at den overenskomstfastsatte løn indeholdt vederlæggelse for den tid, som gik med omklædning. Dette var også understøttet af, at en tilsvarende ordning i en lang årrække har været gældende for bl.a. læger og sygeplejersker.

For så vidt angår de øvrige omhandlede opgaver fandt opmanden ikke, at der var indført opgaver før og efter vagterne, som faldt uden for, hvad der måtte anses for at være indeholdt i lønnen. Arbejdsgiveren havde nemlig bl.a. iværksat tiltag for at sikre, at ind- og udtjek kunne klares med et minimum af tidsforbrug, ligesom der historisk var medgået en vis tid med de omhandlede opgaver, som også måtte anses for vederlagt gennem den aftalte løn.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen er et eksempel på, at parternes fælles forståelse og/eller forudsætning tillægges afgørende betydning ved overenskomstfortolkning.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.