Skrevet af
Nye regler om forebyggelse af seksuel chikane
Udkast til et lovforslag, der skal implementere trepartsaftalen om initiativer til at modgå seksuel chikane blev sendt i høring lige inden sommerferien. Reglerne forventes at træde i kraft den 1. januar 2023.
I marts 2022 indgik arbejdsmarkedets parter og regeringen en trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser. Det har vi skrevet om her.
Umiddelbart inden sommerferien blev der så sendt et udkast til forslag til lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov om arbejdsmiljø og lov om erhvervsuddannelser (Udmøntning af Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser) i høring. Lovforslaget skal udmønte de initiativer i trepartsaftalen, der kræver lovændringer.
Blandt de væsentligste ændringer kan nævnes:
- En medarbejder, der er blevet krænket seksuelt i forbindelse med sit arbejde, vil fremadrettet også kunne rejse krav om tortgodtgørelse over for krænkeren i medfør af ligebehandlingsloven. Efter de gældende regler kan et sådant krav allerede rejses efter erstatningsansvarsloven, og formålet med lovændringer er derfor alene at sikre et øget fokus på, at en medarbejder, der er blevet krænket, også kan søge godtgørelse fra den medarbejder, der har begået krænkelsen.
- Niveauet for godtgørelser i sager om grov seksuel chikane hæves med en tredjedel.
- Der gennemføres en række tiltag, der har det formål at styrke elevers retsstilling i sager om seksuel chikane, bl.a. ved at lempe fristen for ophævelse af uddannelsesaftaler i sager om seksuel chikane og ved at give elever ret til at overgå til skoleoplæring, når der verserer en sag i Tvistighedsnævnet om seksuel chikane.
Derudover indeholder lovforslaget bl.a. en tydeliggørelse af, at arbejdsgiver også efter ligebehandlingsloven har pligt til at stille et chikanefrit miljø til rådighed og til at håndtere tilfælde af seksuel chikane samt en præcisering af, hvilke kriterier der bør tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelse efter ligebehandlingsloven.
Endelig indeholder lovforslaget en tydeliggørelse af, at i sager, hvor det er ”påstand mod påstand”, vil den krænkede persons troværdige forklaring efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at der er udøvet seksuel chikane. Der er i bemærkningerne til lovforslaget henvist til, at det allerede i dag følger af retspraksis, at en troværdig forklaring fra den krænkede person i visse sager vil være tilstrækkeligt til at påvise de nødvendige faktiske omstændigheder. Det er således den retstilstand, der fremadrettet vil komme til at fremgå direkte af forarbejderne til ligebehandlingsloven.
Det må forventes, at lovforslaget vil blive fremsat i begyndelsen af det nye folketingsår med henblik på at sikre en endelig vedtagelse inden ikrafttrædelsen den 1. januar 2023.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.