U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

22.10.2020 | Ansættelsesret

Skrevet af

Yvonne Frederiksen
Partner LLM

Ny bekendtgørelse for det psykiske arbejdsmiljø offentliggjort

Arbejdstilsynet har offentliggjort en ny bekendtgørelse, der samler reglerne om det psykiske arbejdsmiljø. Bekendtgørelsen har til formål at gøre reglerne om det psykiske arbejdsmiljø tydeligere for arbejdsgivere og medarbejdere.

I 2019 indgik en række partier en aftale om ”en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats”, der blandt andet havde til formål at øge fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det blev som led i udmøntningen af denne aftale besluttet, at det psykiske arbejdsmiljø for første gang nogensinde skulle have sin egen bekendtgørelse.

Et udkast til denne bekendtgørelse blev sendt i høring sidste år – og nu er den endelige bekendtgørelse offentliggjort. Vores nyhed om udkastet til bekendtgørelsen om det psykiske arbejdsmiljø kan læses her.

Indholdet af den offentliggjorte bekendtgørelse svarer i det store hele til udkastet til bekendtgørelsen, idet der dog er foretaget en række redaktionelle ændringer.

Bekendtgørelsen om det psykiske arbejdsmiljø har til formål at gøre reglerne om det psykiske arbejdsmiljø tydelige for arbejdsgivere og medarbejdere med henblik på at lette arbejdet med forebyggelse af problemer i det psykiske arbejdsmiljø.

Den nye bekendtgørelse vil blive suppleret med tre nye AT-vejledninger omhandlende:

  • Stor arbejdsmængde og tidspres
  • Uklare krav og modstridende krav i arbejdet
  • Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker
  • Bekendtgørelsen om det psykiske arbejdsmiljø træder i kraft den 1. november 2020.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.