Skrevet af

EU’s arbejdstidsdirektiv, som i Danmark bl.a. er implementeret i lovgivningen og i kollektive overenskomster, begrænser, hvor meget en medarbejder må arbejde. I denne sag fastslog EU-Domstolen, at en brandmands spisepause udgjorde arbejdstid. Det blev bl.a. tillagt vægt, at han i spisepausen skulle kunne tage på udkald inden for blot 2 minutter.

Sagen vedrørte en tjekkisk brandmand, som arbejdede i skifteholdsarbejde, der omfattede en dagvagt og en nattevagt. Brandmandens daglige arbejdstider omfattede to spisepauser af hver 30 minutters varighed.

Brandmanden kunne i et vist omfang forlade arbejdsstedet i sine pauser, fx for at indtage sin mad i en nærliggende personalekantine. Men han skulle inden for blot 2 minutter kunne tage på udkald, hvis der pludselig var behov for det. Brandmanden var af den opfattelse, at pauserne måtte betragtes som arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand. Det var arbejdsgiveren uenig i, og spørgsmålet endte i sidste ende ved EU-Domstolen.

Pauserne indgik i arbejdstiden
I sin dom bemærkede EU-Domstolen generelt, at det følger af dens hidtidige praksis, at direktivets begreber om henholdsvis arbejdstid og hviletid gensidigt udelukker hinanden. En tilkaldevagt må derfor enten betragtes som arbejdstid eller hviletid – hvilket også gælder, når tilkaldevagten ligger i en spisepause.

EU-Domstolen henviste herefter bl.a. til sine seneste domme om hviletids- og arbejdstidsbegrebet i to sager, der begge vedrørte tilkaldevagter – den ene sag om en brandmand, den anden om et arbejde på et afsidesliggende sted. Vi har skrevet om dommene her. Det følger bl.a. af denne praksis, at vurderingen af, hvorvidt en tilkaldevagt udgør hviletid eller arbejdstid, afhænger af en helhedsvurdering.

Formålet med denne vurdering er ifølge EU-Domstolens praksis at vurdere, hvorvidt de begrænsninger, der er pålagt arbejdstageren under tilkaldevagten, er af en sådan karakter, at de i meget betydeligt omfang påvirker arbejdstagerens mulighed for at disponere over sin tid.

EU-Domstolen fandt, at i et tilfælde som det foreliggende var der tale om arbejdstid. Dette skyldtes, at brandmandens mulighed for frit at disponere over sin tid i pauserne var væsentligt begrænset, idet han skulle være klar til udkald, hvis der var behov herfor, inden for blot to minutter. EU-Domstolen tillagde det i den forbindelse ingen betydning, at brandmanden efter det oplyste kun sjældent blev tilkaldt i pauserne.

Norrbom Vinding bemærker

• at den daglige pause i arbejdstiden, fx en frokostpause, efter omstændighederne kan udgøre arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand, hvis medarbejderen i pausen skal stå til rådighed for sin arbejdsgiver, og
• at resultatet er i tråd med EU-Domstolens seneste domme på området.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.