U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

09.03.2022 | Ansættelsesret

Skrevet af

Yvonne Frederiksen
Partner LLM

Lovforslag fremsat – ny faktabaseret visningsordning

Beskæftigelsesministeren har fremsat forslag til lov om ændring af arbejdsmiljøloven. Lovforslaget lægger op til, at der etableres en ny faktabaseret visningsordning på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Beskæftigelsesministeren fremsatte den 23. februar 2022 forslag til lov om ændring af arbejdsmiljøloven.

Baggrunden for lovforslaget er, at regeringen ønsker at etablere en faktabaseret visningsordning på Arbejdstilsynets hjemmeside, som skal vise Arbejdstilsynets tilsyn og afgørelser.

Efter de nugældende regler offentliggør Arbejdstilsynet oplysninger om resultaterne ved tilsynsbesøg i en smileyordning på sin hjemmeside i form af en rød, gul eller grøn smiley.

Regeringen ønsker at erstatte den nuværende smileyordning med den faktabaserede visningsordning med henblik på at skabe større gennemsigtighed i Arbejdstilsynets afgørelser og tilsyn. Formålet er at understøtte det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og motivere virksomhederne til at reagere på Arbejdstilsynets afgørelser.

Med den nye visningsordning vil det konkret fremgå, om den enkelte virksomhed har haft tilsynsbesøg, hvornår et eventuelt tilsyn fandt sted, hvorvidt Arbejdstilsynet traf afgørelse og over for hvilken enhed. Om eventuelle afgørelser vil følgende skulle fremgå:

  • Hvilken type afgørelse der er truffet
  • Hvad afgørelsen omhandler
  • Dato for afgørelsen
  • Fristen for at efterkomme afgørelsen

Det foreslås endvidere, at der skal kunne offentliggøres oplysninger om, hvorvidt en virksomhed er omfattet af et skærpet tilsyn.

De offentliggjorte oplysninger skal fremgå af Arbejdstilsynets hjemmeside i 6 måneder. Ordningen vil omfatte virksomheder, der er registreret i CVR-registret.

Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler, som vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvis lovforslaget vedtages.

Såfremt lovforslaget vedtages, forventes lovændringen at træde i kraft den 1. juli 2022.

Norrbom Vinding følger løbende Folketingets behandling af lovforslaget og vender tilbage, når der foreligger nyt herom. 

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.