Skrevet af

Overenskomster skal fortolkes på baggrund af bl.a. ordlyden, parternes forudsætninger samt parternes fælles forståelse. Med udgangspunkt heri skulle den faglige voldgift i denne sag tage stilling til, om en situation, hvor to tømrere pga. arbejdsmangel blev udlånt fra en tømrervirksomhed til en anden, var omfattet af Bygningsoverenskomstens § 6 om vikararbejde.

Udlån af medarbejdere mellem tømrer- og snedkervirksomheder er sædvanligt forekommende inden for Bygningsoverenskomstens område. De er ikke ansat med henblik på udlån/udleje, men det forekommer med tidsmæssige mellemrum. Konkret omhandlede sagen to tømrere, der som følge af ”huller i kælderen” var blevet udlånt til en anden tømrervirksomhed. Begge virksomheder var omfattet af Bygningsoverenskomsten.

Tømrerne var i udlånsperioden underlagt den låntagende virksomheds instruktion og ledelse, men fortsat ansat hos den udlånende virksomhed, herunder modtog de deres sædvanlige aflønning, 175 kr. i timen, fra den udlånende virksomhed. Aflønningen hos den låntagende virksomhed var imidlertid højere, hvorfor der opstod uenighed om aflønningen i udlånsperioden.

Uenigheden skulle afgøres ud fra, om udlånet var omfattet af Bygningsoverenskomstens § 6 om vikararbejde. Af § 6 følger bl.a., at reguleringen er afhængig af, om ”Vikarbureauet er medlem af Dansk Byggeri”. I § 6, stk. 1, anvendes endvidere formuleringen ”virksomheder, der er vikarbureauer”, og i § 6, stk. 4, anvendes formuleringen ”medarbejdere, der udsendes af et vikarbureau til at arbejde på en medlemsvirksomhed”.

Tømrerne var under sagen – støttet af deres fagforening – af den opfattelse, at Bygningsoverenskomstens § 6 ikke kun omfattede vikarbureauers udleje af ansatte, men også anden udlån/udleje af medarbejdere, hvorfor de skulle godtgøres lønforskellen i udlånsperioden. Virksomheden mente modsat, at Bygningsoverenskomstens § 6 alene omfattede udsendelse af medarbejdere fra et vikarbureau til en brugervirksomhed, herunder at virksomheden ikke drev vikarbureau, men derimod helt sædvanlig tømrer- og snedkervirksomhed.

Ikke ført bevis for fælles forståelse
Opmanden konstaterede bl.a., at der ikke i Bygningsoverenskomsten var en definition af et vikarbureau. Ifølge opmanden var der imidlertid ikke efter en almindelig sproglig forståelse tale om vikarvirksomhed i tilfælde, hvor fx. en sædvanlig tømrervirksomhed, hvis drift består i udførelse af tømrerarbejde, midlertidigt udlåner/udlejer en medarbejder til en anden tømrervirksomhed, hvis drift ligeledes består i udførelse af tømrerarbejde.

Opmanden fandt heller ikke, at der mellem overenskomstparterne bestod en fælles forståelse af overenskomstens § 6 om, at bestemmelsen omfattede udlån af medarbejdere mellem fx tømrervirksomheder. Der forelå ikke oplysninger, som gav grundlag for en sådan fortolkning under hensyn til en risiko for misbrug og omgåelse, hvor begge virksomheder er omfattet af Bygningsoverenskomsten.

Bygningsoverenskomstens § 6 måtte derfor ifølge opmanden forstås i overensstemmelse med ordlyden, hvorefter den kun fandt anvendelse ved vikarbureauers udsendelse af vikaransatte medarbejdere. Tømrervirksomheden blev derfor frifundet for kravet om efterbetaling.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen er et eksempel på, at det praktiske udgangspunkt ved overenskomstfortolkning er ordlyden/en naturlig sproglig forståelse, og
• at en part, som mener, at der mellem parterne foreligger en fælles forståelse, som afviger herfra, som udgangspunkt har bevisbyrden i forhold til at føre bevis for en sådan fælles forståelse.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.