Højesteret har talt: Godtgørelse uden medregning af fleksløntilskud

Højesteret har i to netop afgjorte sager taget stilling til, hvordan en ansættelsesretlig godtgørelse til en fleksjobansat medarbejder under ”ny” ordning skal udmåles. Ligesom i hovedparten af de seneste års landsretsdomme fandt Højesteret, at godtgørelse skal beregnes med udgangspunkt i arbejdsgivers lønudgift og dermed uden hensyntagen til det fleksløntilskud, medarbejderen modtager direkte fra sin bopælskommune

Skrevet af

Da fleksjobordningen blev indført i slutningen af 1990’erne, var modellen, at arbejdsgiveren betalte medarbejderen i fleksjob løn for fuld tid, selvom den oversteg den arbejdsindsats, medarbejderen i fleksjob var i stand til at yde. Arbejdsgiveren modtog derpå fra medarbejderens bopælskommune en økonomisk kompensation, der modsvarede medarbejderens nedsatte arbejdsevne.

I forbindelse med fleksjobreformen pr. 1. januar 2013 blev modellen ændret, således at medarbejdere ansat i fleksjob under den ”nye” ordning alene modtager løn fra arbejdsgiver for den arbejdsydelse, vedkommende præsterer. Derudover udbetaler kommunen – uden om arbejdsgiverens lønsystem – et fleksløntilskud direkte til medarbejderen. Samtidig blev der givet mulighed for etablering af fleksjob på ganske lave timetal (mikrofleksjob).

Siden har det fra tid til anden været anfægtet, hvorvidt en ansættelsesretlig godtgørelse til en medarbejder i fleksjob under den ”nye” ordning skulle udmåles med udgangspunkt i arbejdsgiverens lønudgift, eller om fleksløntilskuddet fra det offentlige også skulle indgå i beregningsgrundlaget?

Både Østre og Vestre Landsret har i løbet af de seneste år forholdt sig til dette spørgsmål. Disse domme har vi omtalt nærmere her, her og her. I tre af de fire omtalte sager nåede landsretterne frem til, at en godtgørelse til en medarbejder i fleksjob under den ”nye” ordning skulle udmåles med udgangspunkt i lønnen fra arbejdsgiver og dermed uden hensyntagen til fleksløntilskuddet fra det offentlige.

I en af dommene (denne) var medarbejderens arbejdstid dog så lav, at medarbejderen alene fik løn for 2½ time ugentligt. For at leve op til EU-rettens krav om, at medlemsstaterne skal fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, blev godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven i denne sag dog skønsmæssigt hævet til 30.000 kr.

Endelig afklaring af spørgsmålet ved Højesteret
Nu har også Højesteret i to sager haft lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Og Højesterets domme er klare: Den ansættelsesretlige godtgørelse skal som udgangspunkt udmåles på grundlag af den løn, medarbejderen modtager fra arbejdsgiver.

Højesteret udtalte i de to domme, at det følger af praksis for udmåling af godtgørelse for afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven, at der tages udgangspunkt i den løn, som den ansatte modtager fra arbejdsgiveren. Det måtte således kræve klare holdepunkter i lovgivningen, hvis der skulle ske en fravigelse af denne udmålingspraksis, og Højesteret fandt ikke, at der forelå sådanne klare holdepunkter.

Endvidere fandt Højesteret ikke, at det indebar ulovlig forskelsbehandling, at udmålingspraksissen, hvorefter godtgørelsen udmåles med udgangspunkt alene i den udbetalte løn, medfører, at personer, der er i fleksjob under ”gammel” ordning, kan få en højere godtgørelse, end personer ansat i fleksjob på den ”nye” ordning.

I den sag, hvor fleksjobberen alene fik løn for 2½ time ugentligt, tiltrådte Højesteret efter en samlet vurdering den af landsretten fastsatte godtgørelse på 30.000 kr. Højesteret fandt således ikke grundlag for at hæve godtgørelsen yderligere.

Norrbom Vinding bemærker

• at dommene fastholder det almindelige ansættelsesretlige udgangspunkt om, at offentlige tilskud eller ydelser, som en medarbejder eventuelt måtte modtage ud over sin løn, ikke skal indgå i beregningsgrundlaget, når en ansættelsesretlig godtgørelse skal udmåles,
• at der i særlige tilfælde som følge af det EU-retlige krav om effektive sanktioner eventuelt kan være grundlag for at hæve godtgørelsesbeløbet efter forskelsbehandlingsloven skønsmæssigt, og
• at der med Højesterets domme nu ikke længere kan hævdes at herske uklarhed om, hvad der skal indgå i beregningsgrundlaget.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.