Skrevet af

Vurderingen af, om varslingen af en lønnedgang var berettiget, skulle i denne sag ske med udgangspunkt i forbuddet i hovedaftalen (FH og DA) mod vilkårlige afskedigelser. Tiltaget skulle derfor være sagligt begrundet. Sagen her viser, at medarbejdere med høj anciennitet ikke kan kræve at blive friholdt fra generelle besparelser, der er sagligt begrundet i virksomhedens økonomiske forhold.

En tandklinikassistent med 40 års anciennitet blev varslet om en lønnedgang på ca. 10 %. Tandklinikken var i økonomiske vanskeligheder bl.a. som følge af coronapandemien og var af sin revisor blevet rådet til at reducere udgifterne til klinikassistenter.

Tandklinikken havde inddraget alle klinikassistenterne i beslutningsprocessen og havde inden varslingen forsøgt at indgå frivillige aftaler med medarbejderne. Dette havde resulteret i, at to klinikassistenter havde forladt klinikken, tre havde indgået frivillige aftaler om lønnedgang, og de sidste tre blev varslet ned i løn. Den ene af disse tre medarbejdere ønskede imidlertid ikke at acceptere lønnedgangen og valgte derfor at betragte sig som opsagt.

HK mente, at den varslede lønnedgang og dermed også opsigelsen var usaglig, bl.a. fordi den varslede lønnedgang alene ville medføre en beskeden besparelse for klinikken, og fordi der var tale om en medarbejder, som havde 40 års anciennitet på klinikken.

Opmanden nåede imidlertid frem til, at varslingen var sagligt begrundet.

Opmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at varslingen havde været begrundet i virksomhedens økonomiske situation – som allerede inden pandemien var dårlig – og den usikkerhed omkring fremtidig indtjening, som pandemien havde skabt. I den situation måtte virksomheden have et vist skøn i forhold til at foretage nødvendige tiltag. Opmanden fandt det i den forbindelse legitimt, at klinikken ønskede, at alle medarbejderne skulle bidrage lige meget til at forbedre virksomhedens økonomi. Klinikassistentens høje anciennitet kunne ikke føre til, at hun skulle friholdes.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen viser, at den særlige praksis på hovedaftalens område om særlig beskyttelse af medarbejdere med mere end 25 års anciennitet ikke indebærer, at denne gruppe medarbejdere vil skulle friholdes i en situation, hvor arbejdsgiver vurderer, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at nødvendige besparelser opnås ved at pålægge alle medarbejdere en lønnedgang, og
• at afgørelsen som udgangspunkt også må kunne udstrækkes til andre grupper af medarbejdere med særlig afskedigelsesbeskyttelse – eksempelvis gravide, medarbejdere på barsels- og forældreorlov mv.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.