Skrevet af

Det er i retspraksis fastslået, at forældelsen normalt for krav om erstatning for differencetab i arbejdsskadesager rettet mod arbejdsgiveren først begynder at løbe, når der er truffet afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en eventuel tilkendelse af erstatning eller godtgørelse, da differencen først derefter kan opgøres. I denne sag skulle byretten tage stilling til, om denne retspraksis kunne overføres på ”ikke-differencekrav” i form af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Sagen handlede om en tidligere omsorgsmedhjælper på en kommunal døgninstitution, der havde fået PTSD som følge af sit arbejde med udadreagerende og til tider voldelige beboere.

Omsorgsmedhjælperen anmeldte dette som en arbejdsskade i 2014, kort efter han var fratrådt stillingen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afslog i 2016 at anerkende lidelsen som en arbejdsskade, hvilket blev tiltrådt i 2017 af Ankestyrelsen. I 2018 anmodede omsorgsmedhjælperen om, at sagen blev genoptaget, og i juli 2019 omgjorde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sin tidligere afgørelse og anerkendte lidelsen som en arbejdsskade.

I juli 2020 rettede omsorgsmedhjælperen krav mod kommunen, der havde været hans arbejdsgiver, og krævede godtgørelse for svie og smerte samt tabt erhvervsevne. Han tog endvidere forbehold for at fremsætte krav om difference mellem en endnu ikke endelig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven og et krav efter erstatningsansvarsloven for samme.

Indtil da havde omsorgsmedhjælperen på intet tidspunkt rettet et krav – eller taget forbehold for at rette et krav – mod kommunen som tidligere arbejdsgiver.

Inden det blev afgjort, om der forelå et erstatningsansvar, blev spørgsmålet om forældelse udskilt til særskilt behandling, da kommunen afviste kravet under henvisning til, at der var indtrådt forældelse.

Differencekrav eller ej
Ved delhovedforhandlingen gjorde omsorgsmedhjælperen gældende, at det fulgte af retspraksis samt forældelsesloven, at differencekrav i arbejdsskadesager rettet mod arbejdsgiveren tidligst kunne forældes 1 år efter den endelige afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, da kravet ikke kunne opgøres forud herfor. Da kravet var rejst mindre end 1 år efter afgørelsen i juli 2019, kunne det ikke være forældet.

Kommunen gjorde herfor gældende, at den omtalte retspraksis først og fremmest alene omhandlede situationen, hvor arbejdsgiver, inden forældelse var indtrådt, var blevet orienteret om kravet. Derudover omhandlede dommene alene differencekrav, dvs. erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Omsorgsmedhjælperen havde derimod rejst krav om svie og smerte og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, og kommunen gjorde gældende, at forældelsesfristen senest måtte løbe fra tidspunktet for anmeldelse af skaden.

I overensstemmelse med kommunens anbringender fandt byretten, at den af sagsøger påberåbte retspraksis kun vedrørte differencekrav og derfor ikke var anvendelig. Da forældelsesfristen for kravene som helhed skulle regnes fra anmeldelsestidspunktet, da retten fandt, at kravene var omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist, og da der var forløbet mere end 3 år fra anmeldelsestidspunktet, fandt retten, at kravet var forældet.

Kommunen blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer, at retspraksis vedrørende differencekrav, der fastslår, at forældelsen udskydes til efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, ikke kan overføres på krav om tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, og
• at retten i overensstemmelse med gældende retspraksis fastslog, at forældelsesfristen for kravene om tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte som helhed skulle regnes fra anmeldelsestidspunktet, selvom kravene forfalder løbende, i takt med at skadelidte hhv. har et indkomsttab og er sygemeldt.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.