U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

Dom fra Højesteret: 120-dagesreglen – sygemelding, raskmelding, sygemelding

En medarbejder kunne ikke opsiges efter funktionærlovens 120-dagesregel, fordi opsigelsen skete mere end 10 kalenderdage efter udløbet af den 120. sygedag, selvom medarbejderen på opsigelsestidspunktet kun havde modtaget løn under 123,17 sygedage inden for de seneste 12 måneder

Skrevet af

En arbejdsgiver kan aftale med en funktionær, at opsigelse kan ske med 1 måneds varsel, hvis funktionæren har modtaget løn under sygdom i 120 dage inden for de seneste 12 på hinanden følgende måneder, forudsat at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og mens funktionæren er syg.

Højesteret skulle i denne sag primært tage stilling til, hvordan betingelsen om, at opsigelsen skal ske ”i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage”, skal fortolkes. Tidligere retspraksis – der vedrører uafbrudte sygefraværsforløb – har fastslået, at opsigelser afgivet efter 128 eller 129 sygedage har opfyldt betingelsen. I denne sag var der dog tale om afbrudte perioder med sygefravær, og spørgsmålet var, hvilken betydning det havde.

Sagen handlede om en IT-konsulent, som den 11. september 2018 havde været sygemeldt i 120,17 sygedage inden for de seneste 12 på hinanden følgende måneder. IT-konsulenten genoptog arbejdet den 12. september 2018, men var på ny fraværende på grund af sygdom den 1.-2. oktober 2018 (dvs. 121,17 og 122,17 sygedage). Fra den 3.-28. oktober 2018 var IT-konsulenten raskmeldt, men efter endnu en sygemelding den 29. oktober 2018 opsagde arbejdsgiveren ansættelsesforholdet med forkortet varsel efter 120-dagesreglen. På opsigelsestidspunktet den 29. oktober 2018 havde medarbejderen modtaget løn i 123,17 dage inden for de seneste 12 måneder. Den 29. oktober 2018 var der gået 48 kalenderdage, siden udløbet af den 120. sygedag.

IT-konsulenten og hendes faglige organisation mente, at betingelsen om, at opsigelse skal ske ”i umiddelbar tilknytning”, ikke var opfyldt, og at IT-konsulenten dermed havde ret til løn i den fulde opsigelsesperiode. IT-konsulenten og den faglige organisation lagde sag an om kravet, som nu har fundet sin endelige afgørelse ved Højesteret.

Et spørgsmål om kalenderdage
Da sagen kom for byretten, bemærkede retten med henvisning til tidligere retspraksis, at arbejdsgivere – trods betingelsen om umiddelbar tilknytning – skal have tid til at konstatere, om alle betingelser for anvendelsen af 120-dagesreglen er opfyldt, og om de ønsker at gøre brug af muligheden. På den baggrund fandt byretten under hensyn til forløbets karakter, at opsigelsen den 29. oktober 2018, dvs. efter 123,17 sygedage, opfyldte betingelsen om umiddelbar tilknytning.

Østre Landsret fandt omvendt, at fordi arbejdsgiver havde haft mulighed for at opsige IT-konsulenten efter udløbet af den 120. sygedag den 11. september 2018 og undlod at opsige på den 121. og den 122. sygedag den 1. og 2. oktober 2018, opfyldte opsigelsen den 29. oktober 2018 ikke betingelsen om umiddelbar tilknytning.

Højesteret har stadfæstet landsrettens dom, men med en ny begrundelse. Højesteret har fastslået, at i lyset af hensynene bag 120-dagesreglen og tidligere retspraksis skal betingelsen om umiddelbar tilknytning fortolkes således: ”… at en opsigelse i almindelighed skal ske tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage.” Såfremt en funktionær bliver rask efter udløbet af de 120 sygedage, men derefter bliver syg (igen) tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af den 120. sygedag, vil betingelsen om umiddelbar tilknytning fortsat være opfyldt.

I den konkrete sag fandt Højesteret på denne baggrund, at da der var gået væsentligt mere end 10 kalenderdage fra udløbet af de 120 sygedage, og da der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om opsigelse inden for 10 kalenderdage, var betingelsen om umiddelbar tilknytning ikke opfyldt ved opsigelsen den 29. oktober 2018, og IT-konsulenten havde ret til løn i den fulde opsigelsesperiode.

Norrbom Vinding bemærker

  • at Højesteret med dommen fastslår, at betingelsen i funktionærlovens § 5, stk. 2, 2. pkt., om, at opsigelsen skal ske i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, skal forstås sådan, at opsigelse ”i almindelighed” skal ske tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af den 120. sygedag, og
  • at Højesteret ikke med dommen tager stilling til, hvilke omstændigheder der kan medføre, at udgangspunktet om, ”… at en opsigelse i almindelighed skal ske tidligere end 10 kalenderdage efter udløbet af de 120 sygedage”, kan fraviges, men at det må konstateres, at det forhold, at medarbejderen genoptager arbejdet efter 120,17 sygedage, ikke er en omstændighed, der kan begrunde fravigelse.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.