Skrevet af

EU’s arbejdstidsdirektiv – der i Danmark bl.a. er implementeret i lovgivningen og i kollektive overenskomster – indeholder bl.a. regler om daglige og ugentlige hvileperioder og en begrænsning af den gennemsnitlige arbejdsuge på 48 timer (”48-timersreglen”). Det er forudsat i den danske lovgivning, at disse regler kun gælder i forholdet mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiver, men gælder reglerne rent faktisk på tværs af flere forskellige ansættelseskontrakter med flere forskellige arbejdsgivere?

Sagen vedrørte en tvist mellem et forskningsakademi i Bukarest og et organ under det rumænske undervisningsministerium. Sidstnævnte havde afvist at udbetale støtte til forskningsakademiet i form af lønomkostninger. Afvisningen skete med henvisning til, at det udførte arbejde, som var ydet på grundlag af lovligt indgåede ansættelseskontrakter, overskred den maksimale daglige arbejdstid på 13 timer, som er fastsat i Rumænien i henhold til arbejdstidsdirektivet.

Den rumænske domstol spurgte bl.a. til, om arbejdstidsdirektivets regler om en daglig hvileperiode og 48-timersreglen fandt anvendelse på tværs af forskellige ansættelseskontrakter med henholdsvis den samme arbejdsgiver og forskellige arbejdsgivere. Den rumænske domstol spurgte herudover til, om retten til en daglig hvileperiode og 48-timersreglen kan tillægges direkte virkning og dermed tilsidesætte national ret i det tilfælde, at reglerne gælder på tværs af ansættelsesforhold, og den nationale lovgivning ikke er forenelig hermed.

Gælder på tværs af ansættelseskontrakter med samme arbejdsgiver
EU-Domstolen afviste at besvare flere af den rumænske domstols spørgsmål, da den nationale sag ikke nødvendiggjorde en besvarelse af alle spørgsmålene. EU-Domstolen afviste derfor at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdstidsdirektivets regler finder anvendelse på tværs af ansættelsesforhold med flere forskellige arbejdsgivere.

Endvidere afviste EU-Domstolen at forholde sig til 48-timersreglen i forhold til en medarbejder, der har indgået flere ansættelseskontrakter med samme arbejdsgiver. Endelig afviste EU-Domstolen at forholde sig til, om retten til en daglig hvileperiode kan tillægges direkte virkning frem for national lovgivning, da omstændighederne i den rumænske sag heller ikke nødvendiggjorde en besvarelse af dette spørgsmål.

Endelig fandt EU-Domstolen, at retten til en daglig hvileperiode gælder på tværs af ansættelseskontrakter indgået med den samme arbejdsgiver, som det var tilfældet i den foreliggende rumænske sag. Som allerede nævnt udtalte EU-Domstolen sig dog kun om retten til en daglig hvileperiode og afviste at forholde sig til 48-timersreglen.

Norrbom Vinding bemærker

• at EU-Domstolen afviste at forholde sig til de fleste af den rumænske domstols spørgsmål, fordi besvarelsen af spørgsmålene ikke var relevante for den nationale tvist, hvorfor der fortsat er flere ubesvarede spørgsmål efter dommen,
• at det i hvert fald er fastslået nu, at arbejdstidsdirektivets regel om retten til en daglig hvileperiode gælder på tværs af ansættelseskontrakter med den samme arbejdsgiver, men EU-Domstolen undlod at forholde sig til, om det samme også er tilfældet for 48-timersreglen, og
• at EU-Domstolen, som den ofte gør i sager om arbejdstidsdirektivet, endnu en gang præciserede, at arbejdstid i direktivets forstand ikke nødvendigvis er sammenfaldende med den arbejdstid, som medarbejderne skal aflønnes for. Arbejdstid i direktivets forstand relaterer sig derimod til opgørelsen af arbejdstiden vedrørende hviletids- og arbejdstidsreglerne.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.