Skrevet af

Det følger af erstatningsansvarsloven, at den erstatningsansvarlige skadevolder kan frigøre sig fra forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når der midlertidigt eller endeligt kan skønnes over skadelidtes fremtidige erhvervsevne på et forsvarligt grundlag, hvis erhvervsevnetabet udgør 15 % eller mere, og hvis skadevolder udbetaler erstatningen for tab af erhvervsevne. I denne sag skulle Østre Landsret afgøre, om en tidligere arbejdsgiver kunne foretage et sådant skøn, selvom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (”AES”) ikke havde afsagt en endelig afgørelse i sagen efter arbejdsskadesikringsloven, og om det foretagne skøn var rimeligt, selvom det afveg fra AES’ midlertidige afgørelse.

Sagen handlede om en sikringsmontør, der i marts 2013 var udsat for en arbejdsulykke, hvor han pådrog sig en rygskade. Han var sygemeldt frem til sin fratræden i maj 2014. Sikringsmontøren gennemgik erhvervsmæssig udredning ved kommunen i oktober til december 2013, hvor kommunen fandt, at han med skånehensyn ville kunne varetage et nyt arbejde på 30 timer om ugen. Derudover var han i arbejdsprøvning i ca. en måned i 2015. Han fandt dog aldrig et nyt arbejde. AES afsagde flere midlertidige afgørelser om sikringsmontørens erhvervsevnetab i perioden fra 2014 frem til 2018.

I januar 2018 udbetalte den tidligere arbejdsgiver erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarslovens regler for at frigøre sig for forpligtelsen til at betale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette skete på baggrund af den tidligere arbejdsgivers eget skøn over sikringsmontørens fremtidige erhvervsevne, som arbejdsgiver vurderede var nedsat med 20 %. Skønnet var bl.a. baseret på kommunale akter og lægelige oplysninger, herunder det forhold at sikringsmontørens helbreds- og erhvervsmæssige tilstand ikke vurderedes at have ændret sig siden december 2013.

Det var sikringsmontøren og hans faglige organisation ikke tilfredse med, og sagen blev derfor indbragt for domstolene. Den faglige organisation anførte for det første, at en arbejdsgiver ikke med frigørende virkning kan udbetale erhvervsevnetabserstatning, så længe der verserer en sag ved AES vedrørende den samme arbejdsskade, og AES har vurderet, at det ikke er muligt endeligt at vurdere erhvervsevnetabet.

For det andet mente den faglige organisation ikke, at den tidligere arbejdsgiver havde udbetalt erhvervsevnetabserstatning efter et rimeligt skøn, bl.a. fordi AES i 2017 havde fastsat det midlertidige erhvervsevnetab til 30 % og dermed højere end det skøn, arbejdsgiver havde foretaget.

Arbejdsgivers skøn var sket på forsvarligt grundlag og var rimeligt
Byretten fandt, at den tidligere arbejdsgiver var berettiget til at betale erhvervsevnetabserstatning med frigørende virkning, men at skønnet på 20 % ikke var rimeligt henset til AES’ midlertidige afgørelse om et erhvervsevnetab på 30 %.

Østre Landsret var enig i, at der kunne udbetales erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven med frigørende virkning, selvom AES fortsat behandlede sagen efter arbejdsskadesikringslovens regler.

I forhold til den tidligere arbejdsgivers skøn lagde landsretten på baggrund af sagens kommunale og lægelige oplysninger til grund, at sikringsmontørens helbreds- og erhvervsmæssige situation ikke havde udviklet sig væsentligt siden udredningen i 2013. Der forelå derfor et forsvarligt grundlag at foretage skønnet på baggrund af.

I modsætning til byretten fandt Østre Landsret – efter en samlet vurdering af de lægelige oplysninger, de kommunale akter, sikringsmontørens personlige forhold i øvrigt, herunder uddannelse, løn og erfaring og statistiske oplysninger om løn sammenholdt med det langvarige forløb ved AES – at den tidligere arbejdsgiver havde foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet. Landsretten understregede, at det faktum, at AES midlertidigt havde fastsat erhvervsevnetabet 10 % højere end den tidligere arbejdsgivers skøn, ikke gav fornødent grundlag til at fastslå, at den tidligere arbejdsgivers skøn ikke var rimeligt.

Den tidligere arbejdsgivers betaling af erstatning for tab af erhvervsevne havde derfor frigørende virkning for forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Norrbom Vinding bemærker

• at Østre Landsrets afgørelse illustrerer, at en erstatningsansvarlig skadevolder, hvilket eksempelvis kan være en arbejdsgiver i en arbejdsskadesag, ikke nødvendigvis skal afvente AES’ afslutning af behandlingen af arbejdsskadesagen, før der udbetales erhvervsevnetabserstatning, og at fordelen ved dette vil være, at man herved kan frigøre sig fra forpligtelsen til at betale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men
• at afgørelsen også viser, at det vil være en forudsætning, at det er muligt at foretage et rimeligt skøn over erhvervsevnetabsprocenten, idet udbetaling i modsat fald ikke vil have frigørende virkning.

Sikringsmontøren og dennes faglige organisation har fået 3. instansbevilling fra Procesbevillingsnævnet. Norrbom Vinding følger sagen og vender tilbage, når der er noget nyt.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.