Skrevet af

Som en af de erstatningsretlige betingelser skal der, for at en skadelidt kan opnå erstatning, være årsagssammenhæng mellem en ansvarspådragende handling og et efterfølgende tab. I denne sag skulle byretten netop tage stilling til, om der var årsagssammenhæng mellem en medarbejders arbejdsskade og efterfølgende sygedage og indtægtsnedgang og de fremsatte krav om godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.

Sagen handlede om en kommunalt ansat omsorgsmedhjælper, der gled på et vådt gulv og slog hovedet mod gulvet. Hun fik derefter konstateret hjernerystelse med bl.a. kronisk hovedpine til følge. Fordi der ikke var udleveret sikkerhedssko, anerkendte arbejdsgiveren ansvarsgrundlaget under den efterfølgende retssag.

Få dage efter uheldet genoptog omsorgsmedhjælperen arbejdet og sine normale arbejdsopgaver uden skånehensyn. Hun havde drypvist sygefravær i de næste knap 3 år, indtil hun fuldtidssygemeldte sig, da hun ikke længere var i stand til at arbejde med skiftende aften- og weekendvagter. Hun blev derefter afskediget som følge af de driftsmæssige belastninger.

Omsorgsmedhjælperens faglige organisation gjorde gældende, at sygefraværet i perioden efter arbejdsskaden skyldtes følger heraf og den efterfølgende afskedigelse ditto. Som følge af opsigelsen havde omsorgsmedhjælperen en lønnedgang, da hun ikke kunne finde en stilling med samme indtjening, der tilgodeså hendes skånebehov.

Arbejdsgiveren gjorde på den anden side gældende, at der ikke var sket en ændring i omfanget eller karakteren af omsorgsmedhjælperens sygefravær, og at årsagen til sygefraværet ikke var dokumenteret ved lægeerklæringer. Endelig var det ikke dokumenteret, at omsorgsmedhjælperen ikke ville være i stand til at fastholde en fuldtidsstilling med tilsvarende aflønning eventuelt med skånehensyn.

Ikke årsagssammenhæng mellem indtægtstab og ulykken
Byretten udtalte, at idet omsorgshjælperen efter ulykken var begyndt at arbejde igen, påhvilede det hende at bevise, at hun ikke skulle være i stand til at arbejde i væsentligt samme omfang som før ulykken, i perioden efter hun var blevet afskediget.

Blandet andet i lyset af, at omsorgsmedhjælperen før afskedigelsen havde bestridt den samme stilling i knap 3 år, og at en speciallægeerklæring udtalte, at generne efter ulykken ikke burde være arbejdshindrende, fandt byretten – i overensstemmelse med omsorgshjælperens egen forklaring – at hun burde være i stand til at bestride en tilsvarende stilling med dagvagter.

Henset til de manglende oplysninger om årsagen til sygedagene, og at omfanget heraf ikke var væsentligt ændret i forhold til før ulykken, fandt retten samlet set, at omsorgsmedhjælperen kun havde krav på godtgørelse for svie og smerte for sygedagene i umiddelbar forlængelse af arbejdsulykken – i overensstemmelse med arbejdsgiverens påstand.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer, at beviset for årsagssammenhæng svækkes, som tiden går, før påståede følger efter en arbejdsulykke kommer til udtryk

Arbejdsgiver var under sagen repræsenteret af Norrbom Vinding.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.