Svømmepigesagen endeligt afgjort

Sagen omhandlede en borger med et handicap, som havde været aktiv inden for handicapsvømning på landsholdsniveau. Da hun fyldte 18 år, ansøgte hun kommunen om bl.a. socialpædagogisk støtte i form af ledsagelse ved deltagelse i svømmestævner, hvilket kommunen imidlertid afslog. Sagen blev sendt til Ankestyrelsen – og omkring 3 år senere blev hun bevilget socialpædagogisk støtte i form af ledsagelse ved deltagelse i svømmestævner. Vores nyhed om landsretssagen med nærmere beskrivelse af faktum kan læses her.

Selvom borgeren i den 3-årige periode havde deltaget i svømmestævnerne, bl.a. ved at hendes familie havde kørt hende, mente hun, at kommunen havde handlet ansvarspådragende – særligt i lyset af, at kommunen ikke havde efterlevet Ankestyrelsens første afgørelse. Ifølge borgeren havde kommunens fejlagtige sagsbehandling medført et betydeligt ressourceforbrug og betydelige gener for hende selv og hendes familie.

Dette mente borgeren var en sådan retsstridig krænkelse af hendes frihed, fred, ære eller person, at hun var berettiget til godtgørelse for tort – eller en lignende godtgørelse – og at dette tillige udgjorde en krænkelse af hendes ejendomsret efter Menneskerettighedskonventionens tillægsprotokol 1. Dette blev dog afvist først i byretten og senere i landsretten. Sagen blev herefter indbragt for Højesteret.

Sidste udkald
Højesteret fandt, at kommunens manglende efterlevelse af Ankestyrelsens afgørelse udgjorde en retsstridig handling. Højesteret fandt ikke, at kommunen herudover havde handlet retsstridigt over for borgeren.

Krænkelsen bestod herefter i, at borgeren i en periode på ca. 8 måneder ikke modtog socialpædagogisk støtte i form af en støtteperson ved deltagelse i visse svømmestævner. Det udgjorde imidlertid ikke efter Højesterets opfattelse et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at krænkelsen havde været egnet til at påvirke hendes selv- og æresfølelse. Derfor blev kommunen frifundet for kravet på tort efter nationale danske regler.

Højesteret bemærkede, at Ankestyrelsen havde kritiseret kommunen for ikke at have fulgt Ankestyrelsens afgørelse, og at der herefter blev tildelt en støtteperson. Hertil kom, at borgeren faktisk havde deltaget i svømmestævnerne, og at hun også havde deltaget i svømmestævner, som hun ikke havde ansøgt om at få en støtteperson til. Endelig forelå der ikke i øvrigt oplysninger om andre konsekvenser for hende. Derfor blev kommunen frifundet for kravet på tort efter EMRK.

Norrbom Vinding bemærker

• at Højesteret nu endeligt har taget stilling til, at en borger generelt ikke kan tilkendes en tort(lignende)godtgørelse for manglende eller forsinket tildeling af en velfærdsydelse, fx tabt livskvalitet, medmindre de sædvanlige betingelser herfor er opfyldt, herunder at der er sket en retsstridig krænkelse af pågældendes selv- og æresfølelse, hvilket de normalt ikke vil være, hvortil kommer,
• at det er værd at bemærke, at det ifølge Højesteret alene var den manglende efterlevelse af Ankestyrelsens afgørelse, som udgjorde en retsstridig krænkelse, hvorved det med Højesterets dom tillige er fastslået, at det ikke i sig udgør en retsstridig krænkelse, såfremt en kommune måtte blive underkendt af en overordnet myndighed.

Norrbom Vinding bistod KL, som for både landsretten og Højesteret biintervenierede i sagen til støtte for kommunen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.