Skrevet af
Var klinikejerne nogle bisser?
Afskedigelse af en klinikassistent med en diskusprolaps var sagligt begrundet og kunne ikke afværges ved gennemførelse af tilpasningsforanstaltninger.
Når en arbejdsgiver er bekendt med, at en medarbejder har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, har arbejdsgiver en forpligtelse til at iværksætte tilpasningsforanstaltninger med henblik på at fastholde medarbejderen i ansættelsen, og en tilsidesættelse af denne forpligtelse vil indebære, at en opsigelse af medarbejderen som følge af funktionsbegrænsningen vil udgøre en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Hvis en medarbejder på visse overenskomstområder har mere end 25 års anciennitet, følger det af Afskedigelsesnævnets praksis, at afskedigelsen af netop denne medarbejder frem for en anden medarbejder med lavere anciennitet skal være nødvendig. I denne sag skulle Afskedigelsesnævnet vurdere, om det var i orden at afskedige en klinikassistent med 34 års anciennitet, der havde en diskusprolaps.
Klinikassistenten havde pådraget sig en diskusprolaps, der gjorde, at hun i 2018 overgik til ansættelse i et fastholdelsesfleksjob, hvor hun arbejdede 10 timer om ugen med en effektivitetsgrad på 80 %.
Arbejdsgiver valgte at afskedige hende med henvisning til, at der som følge af ”strukturmæssige ændringer på klinikken og arbejdsmæssige forandringer på klinikken” var for mange klinikassistenter ansat i tandlægeklinikken set i forhold til antallet af tandlæger.
Afskedigelsen var saglig
En lønmodtagerorganisation gjorde på vegne af klinikassistenten gældende, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven og beskyttelsen mod usaglig opsigelse i den for overenskomstområdet gældende hovedaftale.
Opmanden lagde i forhold til beslutningen om at afskedige netop den pågældende klinikassistent bl.a. til grund, at arbejdsgiveren havde alle medarbejdere ”oppe at vende”, inden det blev besluttet, at klinikassistenten skulle afskediges, ligesom arbejdsgiver havde foretaget en vurdering af, hvilke medarbejdere der havde de kompetencer, klinikken havde brug for.
Dertil kom, at overkapaciteten lå inden for klinikassistentens primære arbejdsområde, og at klinikassistenten på grund af sine fysiske begrænsninger ikke kunne yde den nødvendige assistance ved tandlægestolen. Det blev endvidere lagt til grund, at det var meget væsentligt, at alle klinikassistenter kunne assistere ved tandlægestolen – i hvert fald som minimum ved sygdom og andet fravær hos de øvrige klinikassistenter.
Endelig lagde opmanden til grund, at arbejdsgiver havde vurderet, at klinikassistenten ikke kunne overtage andre opgaver på klinikassistentområdet, og at yderligere tilpasningsforanstaltninger ikke kunne afhjælpe de fysiske udfordringer.
Opmanden fandt på denne baggrund, at afskedigelsen ikke udgjorde ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, idet den var sagligt begrundet i en hensigtsmæssig varetagelse af klinikkens opgaver og drift. Der var i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsgivers vurdering af, at yderligere tilpasningsforanstaltninger ikke i rimeligt omfang kunne afværge afskedigelsen.
Arbejdsgiver havde ifølge opmanden endvidere godtgjort, at der ved afskedigelsen blev taget de nødvendige anciennitetsmæssige hensyn.
På denne baggrund blev arbejdsgiver frifundet.
Norrbom Vinding bemærker
- at afgørelsen atter understreger princippet om, at der overlades arbejdsgiver et vist skøn ved vurderingen af, om det i lyset af den driftsmæssige situation vil være muligt at fastholde en medarbejder med et handicap ved at iværksætte tilpasningsforanstaltninger, og
- at opmanden på baggrund af de konkrete omstændigheder i denne sag derfor også nåede frem til, at arbejdsgiver havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen af medarbejderen var sagligt begrundet i en hensigtsmæssig varetagelse af klinikkens arbejdsopgaver og drift.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.