Skrevet af

Efter beskæftigelsesdirektivet må der ikke ske forskelsbehandling på grund af bl.a. seksuel orientering for så vidt angår bl.a. vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse samt ansættelses- og arbejdsvilkår. EU-Domstolen skulle i denne sag tage stilling til, om forbuddet i beskæftigelsesdirektivet også omfatter situationer, hvor en selvstændig erhvervsdrivende får afslag på at indgå eller forny en civilretlig aftale på grund af sin seksuelle orientering.

Sagen handlede om en polsk selvstændig erhvervsdrivende, der i 7 år under en række kontrakter udarbejdede audiovisuelt materiale for et polsk statsejet selskab, som drev en offentlig tv-kanal. To dage efter at den selvstændige offentliggjorde en musikvideo, der havde til formål at fremme tolerancen over for forhold mellem personer af samme køn, annullerede selskabet hans vagtplan og afslog at indgå eller forny kontrakter med ham.

Den selvstændige erhvervsdrivende anlagde sag mod det statsejede selskab, idet han mente at være blevet udsat for direkte forskelsbehandling pga. sin seksuelle orientering. Efter den polske ligebehandlingslov fandt forbuddet mod forskelsbehandling pga. seksuel orientering ikke anvendelse på friheden til at vælge en medkontrahent. Den polske domstol forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om situationen var omfattet af direktivets anvendelsesområde, og om den polske ligebehandlingslov var i strid med EU-retten.

Beskæftigelsesdirektivet omfatter også selvstændige erhvervsdrivende
EU-Domstolen bemærkede, at beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde ikke er begrænset til at omfatte arbejdstagere. Direktivet har derimod til formål at fjerne alle hindringer – der måtte være baseret på diskrimination – for adgangen til at skaffe midler til underhold og for evnen til at bidrage til samfundet ved at arbejde uanset arbejdets form.

Herefter fastslog EU-Domstolen, at ikke al virksomhed er omfattet af beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde. Virksomhed bestående i ren levering af varer eller tjenesteydelser til en eller flere modtagere er ikke omfattet af direktivet. Erhvervsmæssig virksomhed skal for at være omfattet af direktivet udgøre reel beskæftigelse og skal udøves inden for rammerne af et retsforhold, der er kendetegnet ved en vis stabilitet. Det var EU-Domstolens opfattelse, at den selvstændiges virksomhed i den konkrete sag udgjorde reel beskæftigelse, idet han udførte personligt og regelmæssigt arbejde til gavn for én modtager og herved opnåede adgang til underhold, og dette talte for, at hans erhvervsmæssige virksomhed var omfattet af direktivet.

Domstolen fastslog også, at begrebet ”ansættelses- og arbejdsvilkår” skal fortolkes bredt, idet begrebet omfatter vilkår i alle former for lønnet beskæftigelse og ikke kun klassiske ansættelsesforhold. En beslutning om ikke at indgå eller forny kontrakter med en selvstændig erhvervsdrivende kan – hvis dette medfører et ufrivilligt ophør af den selvstændige erhvervsvirksomhed – i visse tilfælde sidestilles med en afskedigelse i direktivets forstand.

Både annullationen af vagtplanen og afslaget på at indgå nye kontrakter var – efter EU-Domstolens opfattelse – omfattet af direktivets anvendelsesområde, idet både den selvstændige erhvervsdrivendes vilkår for adgang til udøvelse af erhvervsvirksomhed og ansættelses- og arbejdsvilkår blev påvirket af det statsejede selskabs annullering og afslag.

EU-Domstolen fandt, at det var i strid med beskæftigelsesdirektivet, at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering ikke fandt anvendelse på en situation, hvor der blev givet afslag på at indgå eller forny aftaler med en selvstændig erhvervsdrivende om vedkommendes udførelse af arbejdsopgaver på grund af seksuel orientering. Det kunne ikke ændre herpå, at undtagelsen i polsk lovgivning var begrundet i hensynet til en anden rettighed under EU-retten – friheden til selv at vælge sine medkontrahenter.

Norrbom Vinding bemærker

• at EU-Domstolens afgørelse endnu en gang fastslår, at det ikke kun er arbejdstagere, der er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling i beskæftigelsesdirektivet, idet også selvstændige erhvervsdrivende kan nyde beskyttelse under direktivet, forudsat at det – som det udtrykkes af EU-Domstolen – ”udgør en reel og faktisk erhvervsvirksomhed, der udøves personligt og regelmæssigt til gavn for en og samme modtager, og som helt eller delvist giver adgang til midler til underhold”, og som ”udøves inden for rammerne af et retsforhold, der er kendetegnet ved en vis stabilitet”, men
• at det er uklart, hvilken betydning dommen vil få for retstilstanden i Danmark, idet forskelsbehandlingsloven, hvormed beskæftigelsesdirektivet er implementeret, ikke indeholder en beskyttelse af selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med indgåelse af aftaler.

   

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.