Skrevet af

Sagen handlede om, hvorvidt en hjemmevejleder og/eller en kommune var erstatningsansvarlige, da det ikke kunne dokumenteres, hvad meget betydelige kontanthævninger fra to ældre udviklingshæmmede borgeres bankkonti, hævet af deres hjemmevejleder, var anvendt til.

De to borgere var bevilliget hjælp efter lov om social service, § 85, hvilket indebar, at hjemmevejlederen bl.a. sørgede for at ordne post, at ledsage borgerne til læge, tage borgerne på udflugter og være kontaktperson i forhold til det offentlige system.

Som led i arbejdet skulle hjemmevejlederen også sørge for at betale regninger og foretage indkøb, hvorfor hun havde fuldmagt til borgernes bankkonti. Hun betalte oftest udgifter til de daglige fornødenheder med kontanter, som hun hævede fra borgernes bankkonti. Årsagen til, at nærværende sag opstod, var, at hjemmevejlederen imidlertid ikke fik dokumenteret, hvordan pengene var anvendt i form af kvitteringer eller andet, og samtidig var borgernes likvide formue forbrugt over en periode.

I januar 2011 til juli 2014 var der således foretaget kontanthævninger for omkring 500.000 kr., som hjemmevejlederen ikke havde dokumentation for var anvendt til gavn for borgerne. Da det blev opdaget, blev hjemmevejlederen bortvist for ikke at have levet op til kravene til stillingen, herunder for skødeløshed omkring dokumentation for de afholdte udgifter.

Hjemmevejlederen blev også anmeldt for mandatsvig, men sigtelsen blev opgivet, bl.a. henset til at det ikke kunne dokumenteres, at der var sket et større forbrug i den periode, hvor hjemmevejlederen havde arbejdet for borgerne.

Hvor ligger bevisbyrden?
Borgerne anlagde sag mod hjemmevejlederen og gjorde gældende, at hjemmevejlederen var ansvarlig for borgernes tab, idet hun uretmæssigt havde oprettet fuldmagter, ikke kunne dokumentere, at pengene var kommet borgerne til gavn, og da hun generelt ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved håndteringen af borgernes penge.

Over for kommunen gjorde borgerne gældende, at kommunen var omfattet af principalansvar over for hjemmevejlederen og havde handlet ansvarspådragende ved ikke føre tilsyn med hjemmevejlederen.

Både byretten og landsretten lagde til grund, at det var almindelig praksis, at hjemmevejlederne havde fuldmagt til borgernes bankkonti. Det var ligeledes bevist, at hjemmevejlederen havde betalt stort set alle borgernes udgifter med hævede kontanter. Selvom hjemmevejlederen ikke havde fremlagt fuld dokumentation for anvendelsen af pengene, påhvilede det borgerne at bevise, at de hævede kontaktbeløb ikke var kommet dem til gode.

I den forbindelse havde borgerne ikke løftet bevisbyrden for, at de havde lidt et tab. Derudover bemærkede landsretten, at da kravet alene var opgjort som de samlede kontakthævninger fratrukket dokumenterede udgifter, havde landsretten – i overensstemmelse med hjemmevejlederen og kommunens standpunkter – heller ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig opgørelse af et muligt tab. Derfor stadfæstede landsretten dommen og frifandt både hjemmevejlederen og kommunen.

Norrbom Vinding bemærker

• at afgørelsen illustrerer det grundlæggende princip, at sagsøgte som udgangspunkt har bevisbyrden for først og fremmest, at sagsøger har lidt et tab som følge af sagsøgtes handlinger, og dernæst
• at såfremt et tab ikke kan opgøres nærmere, påhviler det sagsøger at fremkomme med oplysninger, der giver retten mulighed for
• at foretage en skønsmæssig opgørelse af et muligt tab.

Norrbom Vinding bistod kommunen i sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.