Skrevet af
Når dialog er nøglen
Ligebehandlingsnævnet fandt, at det udgjorde forskelsbehandling at afvise at ansætte en ansøger med handicap, da arbejdsgiveren ikke havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse
Skrevet af
Elisabeth Krusegård Nielsen
Sofie Draborg
Forfattere
Det følger af forskelsbehandlingsloven, at der ikke må ske forskelsbehandling af ansøgere til ledige stillinger på grund af handicap, og arbejdsgiver skal træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at give ansøgere med handicap adgang til stillingen, medmindre dette vil udgøre en uforholdsmæssig stor byrde, eller hvis ansøgeren ikke er kompetent, egnet eller disponibel til at varetage den pågældende stilling.
Spørgsmålet om forskelsbehandling opstod i denne sag i forbindelse med, at en kvinde søgte en stilling som tilsynsførende og blev indkaldt til en jobsamtale. Kvinden gjorde inden samtalen opmærksom på, at hun var udfordret i forhold til telefonopkald uden tegnsprogstolk som følge af sin hørenedsættelse, men oplyste, at hun ville sørge for at have en tegnsprogstolk tilgængelig i fx de mødesituationer, hvor det var nødvendigt.
På baggrund af dette oplyste arbejdsgiveren, at man ikke ønskede at gå videre med ansættelsesprocessen, da stillingen krævede stærke mundtlige kompetencer i den daglige dialog samt tæt telefonisk kontakt og digitale møder. Efter påberåbelse af retten til fortrinsadgang for handicappede blev kvinden indkaldt til en ny samtale, hvilket hun imidlertid afslog grundet det hidtidige forløb.
Kvinden klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet, hvor hun gjorde gældende, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslaget.
Arbejdsgiveren gjorde heroverfor gældende, at afslaget var begrundet i, at kvinden ikke var i stand til at gennemføre telefonsamtaler uden tegnsprogstolk, hvorfor hun ikke opfyldte de nødvendige betingelser for at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Behovet for tegnsprogstolk var endvidere ikke foreneligt med karakteren af stillingen.
Manglende dialog
Ligebehandlingsnævnet fandt indledningsvis, at kvindens hørenedsættelse udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at kvinden havde faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for direkte forskelsbehandling, da afslaget på ansættelsen var begrundet i hendes handicap og behov for tegnsprogstolk.
Arbejdsgiveren havde ikke forud for afslaget indgået i en dialog med kvinden om, hvilke funktionsbegrænsninger hendes hørenedsættelse ville medføre i den konkrete stilling som udkørende tilsynsførende. Arbejdsgiveren havde heller ikke undersøgt, hvorvidt hun ved hjælp af tegnsprog eller tekniske hjælpemidler ville kunne varetage de væsentlige funktioner i stillingen.
Ligebehandlingsnævnet fandt på den baggrund, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt. Kvinden fik derfor tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Norrbom Vinding bemærker
- at afgørelsen illustrerer, at hvis en ansøger til en stilling har et handicap, skal arbejdsgiveren overveje rimelige tilpasningsforanstaltninger med henblik på, at ansøgeren kan varetage den stilling, der søges, og at arbejdsgiveren som regel bør gå i dialog med ansøgeren om begrænsningerne/mulighederne, men
- at arbejdsgiveren i sidste ende ikke har pligt til at foretage tilpasninger, som vil være uforholdsmæssigt byrdefulde, eller ansætte en person, der ikke er kompetent, egnet eller disponibel til at varetage den pågældende stilling.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.
Forfattere