U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

13.09.2022 | Diskrimination

Skrevet af

Yvonne Frederiksen
Partner LLM

Må mor få mere end far?

Det var ikke diskrimination, at en overenskomst gav mødre ret til længere orlov med løn end fædre.

Ligebehandlingsloven forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet skulle i denne sag vurdere, om en fraværsaftale på det regionale område var udtryk for ulovlig forskelsbehandling.

Sagen handlede om en læge, der var nybagt far og skulle på orlov, der var omfattet af den regionale fraværsaftale. I fraværsaftalen øremærkedes 20 ugers orlov med fuld løn til mødre, der skulle på barsels- eller forældreorlov, mens aftalen øremærkede 9 ugers orlov med fuld løn til fædre, der skulle på fædre- eller forældreorlov. Derudover kunne 6 ugers lønnet orlov deles mellem forældrene, hvis de begge var omfattet af den regionale fraværsaftale.

Lægen klagede på den baggrund til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på baggrund af køn, fordi han havde ret til løn under orlov i en kortere periode end moderen.

Ligebehandlingsnævnet gav ikke lægen medhold i klagen. Så længe formålet med fraværsaftalen er at beskytte en kvinde i forbindelse med graviditet og moderskab – hvilket Ligebehandlingsnævnet vurderede var tilfældet – udgør det ikke ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at ligebehandlingsloven giver mulighed for at forskelsbehandle kvinder positivt i forbindelse med graviditet og moderskab – på trods af den samfundsudvikling, der – navnlig i lyset af den nye barselslov – går i retning af stadig mere ligedeling af barsels- og forældreorlov.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.