U

Viden

Nyheder

Specialerhidden

Mennesker

Arrangementer

Om os

Karriere

21.02.2023 | Diskrimination

Skrevet af

Elisabeth Krusegård Nielsen
Advokat

Krav om lige løn i sidste time

Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med ligelønsloven at afskedige en butikschef, uanset at hun umiddelbart forinden havde fremsat krav om lige løn.

Det følger af ligelønsloven, at enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd ligeløn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Videre følger det, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om lige løn. Disse to krav, mente en kvindelig butikschef, var overtrådt i denne sag for Ligebehandlingsnævnet.

Af sagens dokumenter fremgik, at der havde været en klage over butikschefens ledelsesadfærd, og at butikschefens leder på den baggrund havde skrevet til HR, at han var i tvivl om hendes fremtid som butikschef. Samme dag skrev butikschefen til sin leder, at hun ville have ligeløn eller degraderes for at få ret til bl.a. overarbejdsbetaling. Butikschefen blev dagen efter afskediget, fordi arbejdsgiveren havde mistet tilliden til hende som leder.

Det var butikschefen imidlertid ikke tilfreds med. For hun mente dels, at hendes løn under ansættelsen var fastsat i strid med ligelønsloven, fordi hun havde fået mindre i løn end to af hendes mandlige kolleger, og dels, at hun var blevet afskediget pga. det fremsatte krav om lige løn. Hun klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet.

Sagligt begrundet og ikke udtryk for repressalier
Under sagen for Ligebehandlingsnævnet gjorde arbejdsgiveren gældende, at alle butikschefer blev placeret inden for samme lønniveau fastsat ud fra kriterierne anciennitet, erfaring, omfanget af personale- og budgetansvar og fastholdelse. Butikschefens løn var derfor fastsat efter, at hun var ansvarlig for en mindre butik med få medarbejdere og et mindre budget, ligesom hun kun havde 10 måneders anciennitet.

Derudover gjorde arbejdsgiveren gældende, at afskedigelsen var begrundet i, at arbejdsgiveren havde modtaget flere klager over butikschefens personaleledelse og manglende overholdelse af retningslinjer for salg. Derimod indgik det ikke i afskedigelsesgrundlaget, at hun dagen forinden havde fremsat krav om lige løn.

I forhold til den påståede lønmæssige forskelsbehandling fandt Ligebehandlingsnævnet –under henvisning til rammerne og kriterierne for fastsættelsen af lønniveauet for butikschefer i virksomheden – ikke, at butikschefen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling. Allerede derfor var der ikke grundlag for denne del af butikschefens klage.

For så vidt angår afskedigelsen fandt Ligebehandlingsnævnet i lyset af oplysningerne om klagerne over butikschefen, herunder det skriftlige materiale, at arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen ikke skyldtes kravet om lige løn. Dette, uanset at der gælder en omvendt bevisbyrde, når afskedigelsen finder sted inden for 1 år efter, at lønmodtageren har fremsat krav om lige løn.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer bevisbyrdereglerne i ligelønsloven, hvorefter det i forhold til påstået lønmæssig forskelsbehandling påhviler lønmodtageren at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at vedkommende har været udsat for lønmæssig forskelsbehandling (delt bevisbyrde), hvorimod det ved afskedigelser, som gennemføres inden for 1 år efter, at en lønmodtager har fremsat krav om ligeløn, påhviler arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke er sket som reaktion herpå (omvendt bevisbyrde), og
  • at det anbefales, at arbejdsgivere overvejer at have skriftlige retningslinjer, som beskriver den nærmere lønfastsættelse, ligesom arbejdsgivere bør sikre sig fornøden skriftlig dokumentation for afskedigelsesgrundlaget.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.